Strøtanker

Bare det at have et udtryk for det, bringer os næsten helt væk fra sporet efter det. Der er sjældent meget maskulint over mænd, der taler om at de “har brug for at udtrykke min maskulinitet” eller “komme i kontakt med min maskulinitet”.
Af samme Ã¥rsag er det heller ikke nemt at nærme sig dialektisk, for dem der vil i dialog har (meget groft sagt, hermed inkl. mig selv) nærmest katagorisk gjort dem ubrugelige som eksempel. Ønsket er jo netop at række ud til alle dem der ikke har det komfortabelt med at afsøge deres følelser, hjerte, motiver og bekende deres inderste synder foran en “fremmed” der blot kommer fra samme kirke eller er ens kammerat.

Har netop hørt om en bog ved navn “Why men hate going to church”, som jeg hellere mÃ¥ anskaffe mig. Den har forsøgt at se hvilke værdier og udtryksformer som kirken har (sikkert udfra en karismatisk pentacostal tilgang), og sammenlignet dem med værdierne som de bliver delt op i en anden kendt bog, nemlig “mænd er fra Mars og Kvinder er fra Venus”. Og det skræmmende, men ikke sÃ¥ overraskende, resultat er at samtlige værdier er kvindeværdier.
Betyder det sÃ¥ at maskuline værdier i virkeligheden ikke er “kristne”? næppe. Glæder mig til at dykke dybere ned i det, end pÃ¥ dette Ã¥benlyse plan.

Praktisk:
Jeg tænker for meget… jeg vil for meget… jeg har for store forventninger til min evne til at fokusere. Mit personlige udtryk spiritualitet har for tiden meget med at gøre at indse og acceptere dette, og sÃ¥ tage mindre skridt af gangen. Det vil fx sige, at jeg søger at fokusere pÃ¥ en helt enkelt ting, og bruge hjælpemidler til at holde mig fikseret pÃ¥ denne ting, sÃ¥dan sÃ¥ jeg kan grunde over den, bede over den, og hente kraft fra den. Og nÃ¥r sÃ¥ mit fokus driver væk, sÃ¥ bliver jeg kaldt tilbage af mit hjælpemiddel.
Fx sÃ¥ har jeg lavet mig en playliste med sange med et enkelt budskab eller slet intet og sÃ¥ tager jeg budskabet helt seriøst. Fx Strength of my Life med P.O.D som jeg tidligere har nævnt. Det vigtigste er at jeg finder hjælpemidler (lyric,sange,billeder,løbeture,samtaler…) der “løfter mit hjerte til/mod Gud” (fandt en god difinition af bøn her linje. 5-6). Faktisk sÃ¥ bliver det ofte for meget at skifte sang, fordi denne sang lige nu er blevet til et hjerterÃ¥b, og sÃ¥ skal jeg pludselig skifte fokus. Derfor finder jeg det godt med rigtig mange instrumentalnumre. (Deraf kommer nok ogsÃ¥ følelsen nÃ¥r fokus skifter i lovsange efter hinanden til en gudstjeneste)

Derudover er jeg også blevet mindre ambitiøs når det kommer til indoptagelsen af ny sandheder. Fx læser jeg pt.

“Passionate Church” (Mike Breen, Walt Kallestad)
og selvom jeg har læst bogen flere gange har jeg ikke lært de ufattelige gode sandheder den indeholder. SÃ¥ nu har jeg sat mig for at grunde over “halvcirklen” (en enkelt sandhed) i 2 mÃ¥neder kun. Og Kun den. Heller ikke andre bøger læser jeg for at indlære sandheder.
Hvis jeg om 2 måneder virkelig forstår at leve denne sandhed ud, så har jeg nået langt længere end 20 bøger jeg kun læser for at forstå den interlektuelt. Min hjerne kan måske følge med, men mit paradigme, mine handlingsmønstre tager tid at forandre og forny.
Teoretisk:
Hvis du er ved at blive træt af alt denne læsning, så spring denne del over:)
Continue Reading »

Måske har vi svært ved at finde nye udtryksformer, fordi vi er mere optaget af de gamle former for deres egen skyld fremfor deres formål?

Andagten har sin utvetydige traditionelle legitimation, uanset om man synes at man får noget ud af det. Vi er opflasket med at 30 min om dagen i afsondret bøn og bibellæsning ikke blot gavner, men nærmest er en nødvendighed for et sundt Gudsliv (spiritualitet). Nye former har ikke denne tilskrevet legitimation i sig selv, men fra deres resultater. Så hvor man før ikke behøvede (nødvendigvis) at forstå og tænke over andagtens resultater, da traditionen fortæller at den virker, så må man nu forholde sig til resultatet. Dermed også mere konkret hvilke resultater man ønsker sig og hvori muligheden ligger, og ikke ligger for målinger af resultatet.

Og her bliver nødvendigheden af en større pluralitet af udtryksformer evident. For der er jo en lang række af spirituelle resultater som vi tilstræber:
- Tilbedelse / taksigelse
- Nærhed / samvær – dwelling in house of God. (salme 27)
- Angre
- Bede om hjælp
- Høre Guds stemme – vejledning
- tilegnelsen af viden om min tro??!
- Inderliggørelsen af sandheder – blive mere lig Jesuss

Og dernæst kommer så de udtryksformer hvis objekt ikke er Gud, men er min næste
- Velsigne – forbøn – intersection
- vise omsorg – næstekærlighed – tage dig af fattige og enker.
- vidne

Den traditionelle andagt har, som den altid har haft, potentialet til at opnÃ¥ flere af disse resultater, men de kommer ikke af sig selv. Hjertet bagved bliver essentiel idet vi ser i øjnene, at ydre konformitet, iform af de “rette” handlinger motiveret af pligt eller skyld, er præstationsreligionens sandhed, men ikke er mere værd end den hule skal af kultur som samfundet vender sig fra. Udgangspunket mÃ¥ altsÃ¥ være vores reele søgen efter Guds nærhed og sandhed, og formen mÃ¥ underlægge sig dette ønske og ikke omvendt.