Strøtanker

Hvad vil det sige at være normal? Jeg har fundet ud af, at jeg har det ikke særlig godt med at være normal. Jeg vil helst være noget mere end det. Nej, faktisk så er det mere rigtigt at sige, at jeg kan tage mig selv i, at gå rundt og tro, at jeg er noget særligt. Altså noget helt specielt. At Guds plan for mig er usædvanlig. Det er egenligt ikke særlig charmerende.

Jeg lagde mærke til det fornyligt, i forbindelse med nogle tanker om prioriteringerne i mit liv. Det gik op for mig, at ved siden af at prioritere forkert, så var jeg næst efter mest bange for at sætte mig mellem for mange stole. Forsøger jeg at gøre for meget med mit liv, så bliver hvad jeg gør måske gennemsnitlig, almindelig. Det fik mig videre til at tænke på, at hvis mit liv blev for almindeligt, så ville jeg heller ikke gøre nogen speciel forskel. Og det er nok min største frygt. At blive givet meget og så give middel tilbage.
Men ved nærmere eftertanke, er det jo en gammel frygt.

Tillad mig at besvare din kommentar med et nyt indlæg, da det måske kan rydde nogle misforståelser af vejen for andre.

Som jeg gav udtryk for, kan jeg sagtens forstå din pointe om denne blogs indspisthed. Faktisk på flere måder. Så lad mig starte med at rydde de mere elementære af vejen.

Emnerne varierer noget mere, end dem du har haft mulighed for at se. Til det har publiceret alle dem jeg skrev mens jeg brugte google.dk weblog. Så kig endelig på dem hvis du har lyst.

Men du vil også der finde at de spørgsmål du måske selv finder mest relevante og grundlæggende, nok heller ikke er tilstede blandt dem. Dertil må jeg tilføje, at min blogs intention aldrig har været at starte fra noget grundlæggende, et arkimedisk punkt ej heller noget objektivt punkt. Snarere har og er det et sted jeg giver udtryk for de problemstillinger jeg selv står i, og som derved henvender sig til andre der kan relatere til disse problemstillinger. Dette er selvfølgelig en form for indspisthed, men en ganske ufarlig en, idet kommunikation jo aldrig kan henvende sig til alle, ej heller selvom mediet tilfældigvis gør det.

Andre spørgsmål byder sig fra Peder Pedal, hvis jeg selv skal gætte.

Er du åben overfor agumentationer, der fører til svar eller antydninger, der strider imod fx eksistensen af en Gud? Ja det er jeg. Jeg har lige afsluttet en bachelor i filosofi og økonomi, og jeg finder mig egenligt IKKE så fastlåst i mine tankesæt. Men jeg søger efter mening, meget ivrigt, lige som dig, og jeg oplever at mange tanker om Gud stemmer overens med den verden jeg erkender omkring mig. Det betyder ikke, at jeg finder mening der hvor der ingen mening er. Der er fx ingen mening bag de krige du nævner, men det betyder også at jeg til enhver til vil afvise, at der findes en form for rationelt /videnskabeligt standpunkt, der hæver sig op over det at erfare verden og have meninger om den. Jeg har en mening, og det er den du ser elementer af her på siden.
Jeg kunne i øvrigt ikke være mere enig hvad angår indoktrinering, og at vi bør lade folk blive oplyste. For som du selv giver udtryk for, så giver videnskabens efterhånden samme håndsrækning til mennesker, der har behov for mening, men ikke gør et arbejde selv.

Håber at du har fået lidt svar, og mod på at svar igen Det håber jeg i hvert fald, og glæder mig til at læse det.

Fortsættelse af forrige indlæg

Jeg tror helt klart noget af rejsens metafor er gÃ¥et tabt i takt med samfundets tæmning af naturens luner. MÃ¥ske er det pÃ¥ tide at supplere den med en mere tidssvarende form for rejsemetafor. For en ny jungle er vokset op og truer med pÃ¥ ny at sætte menneskets vilje op imod kræfter mennesket ikke kan kontrollere. Vi ser at samfundets har skabt mennesket sÃ¥ mange valgmuligheder over hele linjen; uddanelse, hjemland, by, karriereretning osv. Samfundet er blevet sÃ¥ komplekst, at det ikke længere er muligt fuldt ud at gennemskue konskvensen af dine valg. Hvilken uddannelse skal jeg tage? Hvilken skole er bedst for mine børn? Som konsekvens hører vi os selv sige, at hvis alt gÃ¥r vel, og intet nyt er sket som forandrer situationen, sÃ¥ vil jeg benytte denne uddannelse til at blive konsulent. Livet er igen blevet utilregnelig og vi ved ikke altid om vi ankommer til vores distination. Faktisk er distinationen ofte ukendt, og vi drager afsted efter blot et rygte om en desitination omklamret af mystik og længsel kaldet “lykke”, “mening” eller “succes”. MÃ¥ske er rejsen efter disse eksotiske distinationer bedre sammenlignelig med det rejsemÃ¥l, hvor man eftersigende har lært selveste Gud at kende. En rejse hvor kun vores skrøbelige tro og længsel sender os afsted, men hvor da der dog er hÃ¥b; et hÃ¥b der udtrykker sig i en næsten lige sÃ¥ ukendt rejsefælde kaldet Jesus, der pÃ¥stÃ¥r at han har taget turen før…

Fra denne vinkel bliver livets svære valg, til en metafor om rejsen gennem livet, der kører sideløbende og sammenknyttet med rejsen mod Gud. Og Jesus er ikke længere togkonduktør som jeg tidligere nævnte, men forholdet til ham forstås måske lettere som forholdet til en studiekammerat, der er med dig gennem de svære valg og i det liv der leves og påvirkes af disse valg.

Det har før i tiden været almindeligt at tilføje “om Gud vil det”, efter at have givet udtryk for ikke blot sine ønsker, men ogsÃ¥ sine tilrettelagte planer. Vi kender det idag næsten kun fra film og bøger om oldtiden, hvor man sagde farvel til sine kære før rejsen i det man ikke vidste, om man ville ankomme sikkert. Naturens luner regerede, og med den tilføjede mulighed af at blive berøvet og efterladt undervejs, mÃ¥tte det være tegn pÃ¥ Gud(erne)s beskyttelse, hvis man kom sikkert frem.
I dagens Danmark er naturen tæmmet, og procentdelen af rejser der ender ved et overfald drastisk faldet, og vi ser nu, at vi tager det som en selvfølge at vi ankommer til vores destination. Faktisk har vi så stor tiltro til vores samfund og teknologiske kunnen, at vi har svært ved at acceptere, at det kæmpe maskineri bag togets rettidige afgang nødvendigvis må bryde sammen til tider. Hvis man da kan kalde det sammenbrud, at når mit tog igår fx blev forhindret i at tage storebæltstunnelen grundet et uheld, så stod der med det samme busser klar til at fragte mig over broen, hvor et nyt tog modtog mig, og jeg kom i alt en time senere hjem.

Det slog mig fornyligt, at denne forandring i vores mentalitet omkring at rejse, må have ændret den måde hvorpå vi forstår metaforen om, at vi er på vandring med og henmod Gud; og at vi kan være på vandring med hinanden. Rejsens oprindelige iboende islæt af dynamik, mod, og at se sin egen dødelighed i øjnene; at leve med at man muligvis ikke når frem, hvis ikke Gud vil det, er blevet afløst af noget helt andet. Tager vi ikke ankomsten for givet, og forholder os mere til rejsens komfort? Hvis vi er på rejse med Jesus og han er vores togkonduktør, hvordan forholder vi os så til uregelsmæssigheder og forsinkelser? Mon det er noget anderledes og mere omhandlende vores rettigheder som forbrugere, end hvis han fx er vores kort i ukendt terrain; eller vores lys på skovstien; eller vores ven på backtracker tur ned gennem europa?

Jeg er en løsningernes mand. Jeg møder et problem og fremsætter en løsning. Jeg lytter til et hjertes gråd og leder det beroligende hen til en løsning. Jeg kommer til kort, men finder så en løsning og kommer så alligevel ikke til kort. Løsningernes mand kommer aldrig helt til kort.
Jeg stræber efter altid at handle rigtigt for hvordan kan nogen stille sig tilfreds med at stræbe efter mindre? Jeg lever som om der ingen forskel er på ideel reaktion og min egentlige reaktion. Kan jeg overhovedet kende forskel når forskellen er uendelig vigtig? Kender løsningernes mand overhovedet til den virkelige verden, hvor menneskelige og uflatterende reaktioner bor? Kan jeg acceptere hvem jeg er, eller vil jeg kun vedkendes hvem jeg stræber efter at blive?

Skrevet af Stephan Viftrup @ 20:57
1 Kommentarer (Tilføj din!)
1 Kommentarer
At 12:23 PM, Carsten sagde…
Jeg kan kende mig selv i det du skriver. Jeg løser også gerne andre folks problemer. Sagen er bare at de ofte bare har brug for en der vil lytte, ikke letkøbte forslag til en løsning.

Det skulle tage mig 30 min at hente bryllupsinvitaitoner, men det hele blev sÃ¥ mærkeligt at jeg fik lyst til at skrive en historie om det. Verden er bare noget større en den man selv har skabt. Continue Reading »