Kærlighedens undtagelsestilstand

Når man går på gaden, venter på toget og står i elevator sammen, så er danskere ganske høflige. Et lille gestus, et nik eller en opadvendt mundvig, giver vi gerne videre til fremmede vi møder. Men der stopper vi også, "vi kender jo ikke hinanden", og hvem ved hvad de andre tænker om mig?
Lige indtil kosmos bliver til kaos og en slags undtagelsestilstand træder i kræft. det sner helt vildt, toget er forsinket eller det lugter slemt i elevatoren. Pludselig er vi ikke længere fremmede for hinanden, men mennesker i samme båd. Det er sikkert at sige noget, for man er sikker på at have noget tilfældes. "Hvor er det vildt med den sne!", "Ja man kan slet ikke komme frem... hvor skal du hen?"

Mon ikke meget fjendtlighed stammer fra at vi så sjældent føler os i samme båd, og måske kan evangeliet beskrives som et budskab om en konstant undtagelsestilstand?

Hvilken vej skal jeg gå?

I søndags talte jeg i min kirke, Valby Frikirke, om valg, mening og Guds vejledning.
Her er et par løsrevne citater, der måske giver dig lyst til at høre den, hvilken du kan her

”Når jeg står af bussen skal jeg gå og gå igen, men hvorhen? Jeg er så træt af at gå uden at vide hvorhen.” sagde en hjemløs jeg mødte i bussen. Ofte ved vi heller ikke hvor vi er på vej hen, og det gør os trætte og modløse.

”Mennesket står tilbage i en orienteringskrise, fordi den naturvidenskabelige rationalitet nok kan udpege, hvorledes man mest effektivt når bestemt mål, men ikke kan udpege hvilke mål, der er værd at forfølge.” - Marquard (filosof)

Vi læser i bibelen og hører menneskes radikale vidnesbyrd om Guds indgriben, og spørger os selv hvorfor Gud ikke leder os på samme måde. Paulus bliver vores store forbillede
- Vi vil gerne omvendes ligesom Paulus
- Vi vil gerne have et klart kald lige som ham
- Vi favoriserer fuldtidstjeneste og ser "teltemageri" som noget nødtvunget
Og hvorfor så det? Er det vores tradition i kirken, der dikterer et så smalsynet trossyn?

Sort bælte i tro

Forstil dig at du nybegynder i en karateklub og du skal kæmpe med en med blåt bælte. Både han og du ved at han vil vinde, men han skal alligevel lige bevise, hvor meget mere styr på det han har end dig, så i bedste B-film stil bliver du slået hårdt og brutalt til jorden. Han vandt og du ligger med blå mærker der kommer til at gøre ondt i morgen.
En anden gang skal du kæmpe med en med sort bælte, og i ved selvfølgelig også begge her, at han vil vinde kampen. Alligevel er denne gang anderledes, for han kæmper meget mere afslappet, og når du rammer ikke måtten ligeså hårdt. Du ligger mest og kigger op med store øjne mens du undrer dig over hvad der skete da du prøvede at ramme ham med et slag.

Således også når du, et menneske der er skeptisk overfor spiritualitet, møder ham med sin tro, som han stadigvæk ikke hviler fuldstændig i. Selvom han har en masse oplevelser og både hans hoved og hjerte fortæller ham, at hans tro er reel, så bliver han intimideret af dit indledende angreb på hans holdninger. Derfor reagerer han og modbeviser dine påstande med stor iver. Han har et blåt bælte i tro.
Mens når du møder ham med sort bælte i tro, så er han mere rolig og afslappet. Hans tilgang er mere: "Ja min tro betyder meget for mig, og hvis du har lyst til at tale om den og dine tanker, så kan vi godt gøre det. Hvis ikke, ja så tænk hvad end du synes du skal tænke." Hans tro er ikke afhængig af om han kan overbevise dig, eller om han har et svar på alle dine spørgsmål.

Hvis du kan følge mine tanker, så kender du sikkert både nogen med blå og sort bælte i din omgangskreds. Jeg kan godt lide måden at se det på, så man kan huske at vi alle skal være blå før vi kan blive sorte.

Hørt i denne podcast: Emerging UK

Re-Entry

Efter at have skrevet på min blog i et halvt års tid, blev jeg enig med mig selv om, at noget var galt, fordi jeg ikke rigtig kom nogen vegne. Jeg havde en oplevelse af at jeg jokkede rundt i samme type overvejelser, men udeblev gjorde fornyelsen, berigelsen og tilnærmelsen af noget nærmere sandhed. De indlæg jeg var stolte af, blev henvist til de støvede og ubesøgte arkiver i samme tempo som dem, der bar større præg af pligt og vilje, end inspiration og begejstring. So why bother?

Måske ligger svaret i, at svarene er mindre vigtige end processen, vandringen? I stedet for tro at folk i virkeligheden kommer for at finde svar eller blot de rigtige spørgsmål hos mig, så kommer de måske i virkeligheden mere efter genkendelsen, relationen og det livsbekræftigende. Og måske er det derfor at hvert indlæg vil blive forældet, da aktualitet så bliver essentielt.

Derfor dette Re-Entry i blogverdenen. Og jeg håber både at lære dig og mig mere at kende i processen. Velkommen tilbage til mig blog

Epilog

Efter overvejelser for og imod, har jeg valgt at tage konsekvensen af den prioritering jeg allerede udøver. Strøtanker.dk har haft sin tid i mit sind og tanker, men har det tydeligvis ikke længere.

Heldigvis er grundene gode. Det er ikke fordi mit hovedet er gået istå, mangelende interesse fra kendte og ukendte anigter eller andre triste grunde. Nej, strøtankerne har haft sin tid, betydning og gjort sine indtryk. De havde sine små visioner om at vække tanker hos læseren, være til inspiration og opmuntring. Men jeg vil mere end det. Jeg vil være med til at skabe varig forandring, og dertil er strøtanker.dk's setting for ensporet. Så i prioriteringens navn, så må strøtankerne vige, så større tanker og planer kan få deres plads.

Det betyder at i en eller anden nærmere fremtid, så bliver hjemmesiden lukket. Derfor en opfordring til at tage hvad du kan bruge, og gør med det hvad du finder kan være inspirende og opmuntre til den ægthed jeg har søgt at ligge i hver tanke.

og til slut. Skulle nogle af disse bidrag have gjort en forskel for dig, så fortæl det gerne!

Valget

Vi har essentielt brug for valget. Det nytter ikke noget at vi bliver dikteret en sandhed. Hvis det nogensinde har virket, så virker det i hvert fald ikke længere. Det kan siges på så mange måder – Vi har ikke brug for gyldne svar, men dybsindige spørgsmål.

Selv når vi har valgt at gøre noget længe, hvis så muligheden for at fravælge det bliver taget fra os, så bliver vores motiver forplumret hurtigt – motivsuppedas. Hvorfor gør jeg som jeg gør? Mener jeg overhovedet selv det? Hvad betyder det jeg gør, hvis ikke det er i et tilvalg?

Valget. Det er kærlighedens essens – Guds natur – Menneskets eneste reelle magt. Frataget dette forbliver vi slaver af hinanden, systemer og regler, og vores instinktive reaktion er oprør. Oprør indtil vi bliver fri af det der undertrykte os, så vi bliver frie til at vælge netop det vi lavede oprør imod.

Fremad til hvor jeg begyndte

Mange rejser i mit liv synes mig pludselig at have udgangspunktet som sin destination. Som om, hvad jeg end drog ud for at finde, så lå det, jeg i virkeligheden søgte, i at give slip på det jeg fandt. En desillusionerende tanke først – Hvorfor så overhovedet drage af sted?

Men ved nærmere eftertanke, så står jeg langt rigere her, hvor jeg er ved at lære at give slip på det jeg så længe har vandret efter med stor iver. Ikke i give slip i den forstand, at jeg opgav at få det, at jeg ikke formåede det, men fordi jeg fik det, og nu ikke har brug for det på samme måde. I stedet kan jeg give frit videre hvad måske ellers retmæssigt er mit, i situationer hvor jeg før brødfødte mig selv ved det.

Jeg drog af sted for at få, men er vendt tilbage for at give det jeg kan.

Kom nu ind i kampen!

I de første mange indledende faser af et bekendskab af enhver art,
synes vi at kredse omkring hinanden - opsat på se alt det gode i
personen, netop fordi vi lige har opdaget alt det gode der er. Det er
ikke, at vi ikke kan se de dårlige eller mindre heldige sider, men vi
ønsker at bære over med dem, så vi bagitaliserer dem, for os selv og
for personen, når denne selv brokker sig over sine kommen til kort.
Vi bærer over med ting, fordi de vejer så lidt i forhold til alt det
fantastiske, men også fordi vi selv ønsker at være fantastiske. Vi
ønsker at kunne favne den andens 'shortcomings' - at være store
personer. Altsammen i den bedste mening og med ønsket om det perfekte.

Men midt i dette så mister vi intimitet i længden, hvis ikke vi
gradvist holder op med det. Det forhold der skulle være dybt, bliver
i stedet hult, idet vi slet ikke lærer hinanden at kende. Vi
forholder os til idealet om den perfekte anden, ved at vedligeholde,
hvad vi tror, er det perfekte jeg. Samtidig fastholder vi den anden i dennes fejl, ved at bagitalisere disse, i stedet for at bakke op om ønsker om forbedring.

Så, hvad så? Skal man fokusere på det dårlige og påpege hver en fejl?
Nej, men man skal være tro overfor, hvad der er godt og sandt, og hvad
der er forkert og bør arbejdes på. Hvis ikke vi erkender sammen, at vi
gang på gang kommer til kort, så er vi dømt til at forblive i de
samme problemstillinger. Og vores venskaber og kæresterier er dømt til
ikke, at blive det forhold hvori vi udvikler os, og bekender os.
Tilbage står så vores familie eller vores Gudsforhold, men også disse
ligger under for samme lov om ægthed.

Strø en tanke...

Andreas Anker Hansen' bidrag til min STRØ EN TANKE føljeton:

Det er tankevækkende nok i sig selv, når folk strør om sig med ord, de
selv mener er vældigt velformulerede og vigtige; men at strø sine
tanker ucensureret ud over cyberspace er en anden snak. Snak er det
vel egentligt ikke… kommunikation er en mere passende betegnelse, men
fordi kommunikation, hvis den skal være brugbar, er afhængig af både
en afsender og en modtager, bliver disse tanker, som jeg er
ophavsmanden til, først rigtigt til kommunikation nu, hvor de læses af
dig! Spørgsmålet er så: "Hvorfor forsøge at sætte ord på sine tanker"?
Ordene er jo kun tilnærmelsesvist i overensstemmelse med tankernes
komplekse og svært definerbare konsistens! For mig er svaret dette:
"Mine tanker må ud af mit hoved og rastløsheden ud af min krop. Jeg
forstår først mig selv, når jeg ser mig selv udefra".

...hvad skete der?

Hvad skete der egentligt med Stroetanker.dk? Nu var den lige kommet så godt igang, og besøgsantallet anseeligt, selv på dagsbasis, og så med et stoppede den linde strøm af pudsefornøjeligheder...

Godt spørgsmål og svarene er mange og har karakter af undskyldninger. Kort opridset, Undskyld!

Hermed går tankerne igen løbsk, dog med det mere realistiske mål at have mindst et indlæg om ugen i stedet for om dagen.

Har du selv mod på at STRØ EN TANKE, så sig endelig til. Plads er der nok af :)