Jeg har netop færdiggjort den hjemmeside, hvorfor mere information det hele skal blive tilgængelig over sommeren. PT er adressen malakias.valbyfrikirk.dk men den bliver måske flyttet til sit eget domæne snart.

Jeg er tidligere forsanger i bandet Unseen Addiction… jeg søgte også bare på navnet for at se havd der lå og så poppede denne hjemmeside op.. Dejlige at læse at der er nogle der kan lide cd´en…… Vi spiller desværre ikke sammen længere. Men jeg har lavet lidt selv…..
God hjemmeside… håber alt er vel..

http://www.garageband.com

søg på navnet Annamaria Paul, hvis det skulle hvae interesse.

God speed.

Annamaria Paul

Kampen mellem godt og ondt er nemlig også en kamp mod paranoia, hvor Gud gennem Jesus viser, vi intet har at frygte eller mistænke Gud for. Han har vist sin karakter gennem sit offer på Golgatas kors, og vi behøver aldrig mere mistænke ham for noget som helst, for vi har nu vished om, hvem han er, og hvad han står for: Kærlighed.

På den anden side har vi så Djævelen, universets mest paranoide skabning, hvis karakter er indbegrebet af mistillid til Gud og til alle andre. Jeg tror ikke på helvede – fortabelse er ifølge bibelen en endelig død, der skal vare evigt – men Sartres tanker er dog brugbare i denne verden. De, der frygter mest, er oftest selv de mest frygtelige, og mistilliden til “de andre” er i denne verden roden til meget ondt.

Vi må arbejde med flere metaforer for at indfange kompleksiteten og bevidstgøre os selv og andre om, hvorfor vi bruger netop disse metaforer, og det var nok det jeg ikke gjorde fra starten.

Når jeg taler om et dialektisk forhold mellem hushold og tempel, så er det fordi at hver model har nogle forskellige styrker, som man skal gøre sig bevidst og overveje, hvad en husholdsmenighed kan lære af en tempelmenighed og omvendt, hvis man overhovedet kan tale om den slags menigheder… (det tror jeg ikke)

Der er ingen tvivl om, at vi skal lære af organisationsteorien, men når du skriver “Graden af kompleksitet afgør det hensigtsmæssige organiseringsprincip”, så har jeg et spørgsmål, er det forhold til vores kontekst eller hvad tænker du. Jeg ved ikke om man kan sætte det op som en regel. Du kan finde kirker som organiserer sig meget flydende for at indfange kompleksiteten og som vokser. Modsat kan du finde Taize fællesskabet som organiserer sig helt anderledes men også oplever at være relevante i vor tid. Jeg tror ikke man kan tale om DET hensigtmæssige organisationsprincip, jeg tror der er flere…

I øvrigt tager du fat på noget af det jeg selv tumler med i denne uge. At tale om kompleksitet som et samlet udtryk er for “simpelt”. For måden at reducere den på, må også afhænge af hvad der er kompleks. Er det udtrykket, teologien, organisationen osv.

Når jeg kommer hjem fra sommerhus i weekenden vil arbejde videre med det. God weekend!

Jeg er i øvrigt vild med din formulering:
“Hele kirken, ikke kun ledere, må se deres missionale mål som et konstant oversættelsesarbejde.”
Det er som taget lige ud af den store Missionsteolog Lamin Sanneh, fra Yale. Hans store tese er netop mission som “translating the Kingdom”. Har du læst ham?
Et studie af Paulus viser netop en fantastisk evne til at komunikere polyfont, i en antik verden, der med sin store kompleksitet i høj grad lignede vores postmoderne kontekst.
Men at bevaring kun er mulig gennem forandring er en herlig pointe, vi ikke kan høre nok. Det rejser dog også en række problemer: Når verden netop er hyperkompleks og i stadig og rivende forandring, hvordan bliver kirken så også en friplads, et helle, en modkultur, der netop kan præsentere folk for en soliditet eller en refleksionsmulighed, noget uforanderligt… Kan man tale polyfont på den måde, at man på en gang er uforandret gennem tiden og samtidigt i stadig missional forandring?
Desuden er der problemet med hvor denne forandring er nødvendig… Ofte ser vi bare forandring i det rent ydre, i udtryk, i musik, i udsmykning etc. Noget af det befriende ved Emerging er netop er her søger man dybere og leder også eter en teologisk reflektion, der kan være med til at forandre grundlaget… Det går godt et stykke af vejen, men vi må ikke glemme at den egenlige forandring vi søger er foranringen af det enkelte menneske og af vores verden, netop det frembrydende Guds Rige, men kan alt vores indterne snak og ævl og kævl om forandring ikke stå i vejen for netop den forandring?

I øvrigt lyder Brewin som en fyr jeg skal læse!

MEN, du spørger om hyperkompleksitet bedst imødegås med lav organisationskompleksitet. Her må jeg med min organisationsforståelse fra mit studie svare klart NEJ.

Faktisk så er tendensen (i samfundet) lige modsat. Her håndteres kompleksitet fx i det offentlige, ved

1. at gøre håndteringen af den konstante forandring til et ansvar for alle led i organisationen. Ikke blot ledelsen. Læs mit sidste indlæg

2. Organsationen kommunikerer polyfont. DVS i flere “sprog” fordi forskellige aktører kun forstår et sprog. fx rettens, kærlighedens, det pædagodiske, kunsten sprog osv. (Niclas Luhmann)

Nu lader jeg mig vist rive med.

Jeg mener at kirken må lære at se forandring af kirken, dens handlinger, dets sprog for de evige sandheder som dets missionale mål. Forandring som tilstand. Hele kirken, ikke kun ledere, må se deres missionale mål som et konstant oversættelsesarbejde.

At kunne fiksere øjet på kernen i troen mens man danser med i rytmer der ligger i forandringsdansen.