Så velkommen tilbage til mig, og til dig hvis du har været her før!

Dette billede har jeg købt en kopi af for et par år siden, hængt i en flot ramme og for tiden hænger den på væggen i mit soveværelse, hvor jeg prøver på at huske at kigge på det, så ofte så muligt. Hvorfor? Jo fordi det giver mig lyst til at kæmpe videre med min egen drøm.

Jeg tror de fleste af os går og har en drøm om gøre noget bestemt, men ofte går vi og venter på, at noget skal ske før vi går igang – at tingene skal ligge sig til rette. Fyren her har opfyldt sin drøm på trods af omstændighederne. Det er sent om aftenen, han har stadig hans arbejdstøj på, men det er som om at han slet ikke ænser det.

Lige nu er jeg selv igang med at bygge min egen drøm, et stort projekt om et internetbaseret vagtskema webapplikation. Det er spændende, måske kommer jeg til at tjene mange penge, men det er også vildt “mind-blowing” for jeg er hele tiden er i tvivl om jeg nu er på rette spor – måske ender jeg med at have brugt et halvt år uden at tjene noget som helst. Det er som at famle sig frem med bind for øjnene, og når dagen er gået, så kan jeg mærke omkostningerne ved at vandre på ubetrådte stier: Jeg er voldsomt udmattet, selv på dage, der ikke burde være anstrengende. Det koster simpelthen energi at håndtere usikkerheden. Min kone, der forfølger sin egen drøm om at revolutionere den danske psykologi (skridt 1: få en ph.d.), oplever det samme, og vi kan så skiftes til at tale opmuntringsord til hinanden.

Det ville have været meget lettere at blive i de trygge rammer, og drømt drømmene uforpligtigende, liggende under dynen. Så hvori ligger livskvaliteten? I overskuddet til alle gode gerninger, der kommer af velkendte rammer? Eller i jagten efter de uoverskuelige drømme? Jeg er ikke sikker på at svaret er så let, men for mit eget vedkommende er jeg taknemmelig for et liv (og en kone), der giver mig muligheden for at række ud efter drømmene af alle mine kræfter. Så når jeg kigger tilbage, vil jeg enten kunne sige at det lykkedes eller at jeg gjorde det bedst mulige. Langt hellere det, end at ende med at sidde og filosofere over hvorvidt drømmen kunne lade sig gøre hvis bare jeg havde forsøgt.

Jo stævnet gjorde stort indtryk på mig. På godt og ondt stod der et særligt lys over netop dette stævne, da dette år mest har været præget af malakias processen* (se nederst hvis det ikke siger dig noget). Er vi på vej mod opløsning? Er det virkeligt umuligt for mennesker at forsone sig helt igen?

Gennem forskellige meget ærlige og direkte taler, omkring forsoning og omsorgsfulde relationer, kom vores “åndelige fædres” kamp frem i lyset og det mere og mere klart for mig gennem ugen, at her var der tale om mirakler. Guds indgriben ind i brudte relationer.

Ja så var der jeg selvfølgelig en masse struktur snak også, men selvom jeg selv synes den er vigtig, så er den dog intet at sammenligne med de tilsagn om opbyggelse og samvær med hinanden, samt gensidig underlæggelse under hinanden.

Lige nu står kirkens formål så strålende klart for mig – Hvem andre har hele menneskets forvandling som dets mål? både i evighedsperspektivet, men måske endnu mere lige nu og her, hvor menneskers liv kan være så mislykket på vidt forskellige måder. Der er kirkens verdens håb! Det tror jeg på. Findes der nogen større vision at give alt sin styrke til? – ganske udfordrende når man står og skal til at finde ud af hvad man vil med sit liv post-uddannelse.

*Malakias processen er en proces apostolsk kirke i år går igennem. Dens fokus er at det øverste lederskab har været splittet og at denne uafhængighed af hinanden har spredt sig ud i kirken, så den var ved at blive en del af vores dna. Men vores overbevisning, at fælleskab med hinanden og opbyggelse af andre, er selve essensen af det fællesskab vi er kaldet til at udleve. Derfor må der ryddes op og mennesker genforenes. Det tror vi på kan lykkkes i det vi ser vi alle har fejlet og at vi gennem troen på jesus kan møde hinanden, brudte men genoprejste og med forståelse for hinandens menneskelighed.

Hvad er helvedet rent faktisk? Sartres bud er “de andre”. Altså simpelthen at man skal leve en evighed sammen med andre med samme karakter(brist) som sig selv. Det er jo en interessant vinkel, der virkningsfuldt blev malet op af de tre personer i skuespillet, der endte med ville dræbe hinanden (hvilket de som døde jo havde svært ved).

Man kunne samtidig måske sige at himlen er samme sted, bare i bedre selvskab? Det giver i hvert fald stof til eftertanke.

Jeg lagde mærke til det fornyligt, i forbindelse med nogle tanker om prioriteringerne i mit liv. Det gik op for mig, at ved siden af at prioritere forkert, så var jeg næst efter mest bange for at sætte mig mellem for mange stole. Forsøger jeg at gøre for meget med mit liv, så bliver hvad jeg gør måske gennemsnitlig, almindelig. Det fik mig videre til at tænke på, at hvis mit liv blev for almindeligt, så ville jeg heller ikke gøre nogen speciel forskel. Og det er nok min største frygt. At blive givet meget og så give middel tilbage.
Men ved nærmere eftertanke, er det jo en gammel frygt.

Som jeg gav udtryk for, kan jeg sagtens forstå din pointe om denne blogs indspisthed. Faktisk på flere måder. Så lad mig starte med at rydde de mere elementære af vejen.

Emnerne varierer noget mere, end dem du har haft mulighed for at se. Til det har publiceret alle dem jeg skrev mens jeg brugte google.dk weblog. Så kig endelig på dem hvis du har lyst.

Men du vil også der finde at de spørgsmål du måske selv finder mest relevante og grundlæggende, nok heller ikke er tilstede blandt dem. Dertil må jeg tilføje, at min blogs intention aldrig har været at starte fra noget grundlæggende, et arkimedisk punkt ej heller noget objektivt punkt. Snarere har og er det et sted jeg giver udtryk for de problemstillinger jeg selv står i, og som derved henvender sig til andre der kan relatere til disse problemstillinger. Dette er selvfølgelig en form for indspisthed, men en ganske ufarlig en, idet kommunikation jo aldrig kan henvende sig til alle, ej heller selvom mediet tilfældigvis gør det.

Andre spørgsmål byder sig fra Peder Pedal, hvis jeg selv skal gætte.

Er du åben overfor agumentationer, der fører til svar eller antydninger, der strider imod fx eksistensen af en Gud? Ja det er jeg. Jeg har lige afsluttet en bachelor i filosofi og økonomi, og jeg finder mig egenligt IKKE så fastlåst i mine tankesæt. Men jeg søger efter mening, meget ivrigt, lige som dig, og jeg oplever at mange tanker om Gud stemmer overens med den verden jeg erkender omkring mig. Det betyder ikke, at jeg finder mening der hvor der ingen mening er. Der er fx ingen mening bag de krige du nævner, men det betyder også at jeg til enhver til vil afvise, at der findes en form for rationelt /videnskabeligt standpunkt, der hæver sig op over det at erfare verden og have meninger om den. Jeg har en mening, og det er den du ser elementer af her på siden.
Jeg kunne i øvrigt ikke være mere enig hvad angår indoktrinering, og at vi bør lade folk blive oplyste. For som du selv giver udtryk for, så giver videnskabens efterhånden samme håndsrækning til mennesker, der har behov for mening, men ikke gør et arbejde selv.

Håber at du har fået lidt svar, og mod på at svar igen Det håber jeg i hvert fald, og glæder mig til at læse det.

Jeg tror helt klart noget af rejsens metafor er gået tabt i takt med samfundets tæmning af naturens luner. Måske er det på tide at supplere den med en mere tidssvarende form for rejsemetafor. For en ny jungle er vokset op og truer med på ny at sætte menneskets vilje op imod kræfter mennesket ikke kan kontrollere. Vi ser at samfundets har skabt mennesket så mange valgmuligheder over hele linjen; uddanelse, hjemland, by, karriereretning osv. Samfundet er blevet så komplekst, at det ikke længere er muligt fuldt ud at gennemskue konskvensen af dine valg. Hvilken uddannelse skal jeg tage? Hvilken skole er bedst for mine børn? Som konsekvens hører vi os selv sige, at hvis alt går vel, og intet nyt er sket som forandrer situationen, så vil jeg benytte denne uddannelse til at blive konsulent. Livet er igen blevet utilregnelig og vi ved ikke altid om vi ankommer til vores distination. Faktisk er distinationen ofte ukendt, og vi drager afsted efter blot et rygte om en desitination omklamret af mystik og længsel kaldet “lykke”, “mening” eller “succes”. Måske er rejsen efter disse eksotiske distinationer bedre sammenlignelig med det rejsemål, hvor man eftersigende har lært selveste Gud at kende. En rejse hvor kun vores skrøbelige tro og længsel sender os afsted, men hvor da der dog er håb; et håb der udtrykker sig i en næsten lige så ukendt rejsefælde kaldet Jesus, der påstår at han har taget turen før…

Fra denne vinkel bliver livets svære valg, til en metafor om rejsen gennem livet, der kører sideløbende og sammenknyttet med rejsen mod Gud. Og Jesus er ikke længere togkonduktør som jeg tidligere nævnte, men forholdet til ham forstås måske lettere som forholdet til en studiekammerat, der er med dig gennem de svære valg og i det liv der leves og påvirkes af disse valg.

Det slog mig fornyligt, at denne forandring i vores mentalitet omkring at rejse, må have ændret den måde hvorpå vi forstår metaforen om, at vi er på vandring med og henmod Gud; og at vi kan være på vandring med hinanden. Rejsens oprindelige iboende islæt af dynamik, mod, og at se sin egen dødelighed i øjnene; at leve med at man muligvis ikke når frem, hvis ikke Gud vil det, er blevet afløst af noget helt andet. Tager vi ikke ankomsten for givet, og forholder os mere til rejsens komfort? Hvis vi er på rejse med Jesus og han er vores togkonduktør, hvordan forholder vi os så til uregelsmæssigheder og forsinkelser? Mon det er noget anderledes og mere omhandlende vores rettigheder som forbrugere, end hvis han fx er vores kort i ukendt terrain; eller vores lys på skovstien; eller vores ven på backtracker tur ned gennem europa?

Skrevet af Stephan Viftrup @ 20:57
1 Kommentarer (Tilføj din!)
1 Kommentarer
At 12:23 PM, Carsten sagde…
Jeg kan kende mig selv i det du skriver. Jeg løser også gerne andre folks problemer. Sagen er bare at de ofte bare har brug for en der vil lytte, ikke letkøbte forslag til en løsning.