Strøtanker » Spiritualitet

Guds måde at åbenbare sig på

Stephan Viftrup — Sun, 22 Oct 2006 14:21:24 +0000

Hvorfor åbenbarerer Gud sig ikke mere definitivt? Stefan har et godt citat om Guds tavshed, der tiltider kan virke frustrerende og ligefrem som et argument for hans manglende eksistens. Her et brudstykke af Stefans brudstykke
“Hvis Gud bare var interesseret i at bevise, at han er der, så var det selvfølgelig ikke noget problem. Det behøvede han ikke engang knipse med fingrene for. Ét ord fra ham, og verden ville skælve, eller der ville komme en sol mere på himlen, eller Rudkøbing og Roskilde ville bytte plads.

Men skal han vise ikke blot, at han er, men hvem han er, så er han nødt til at gå andre veje. Noget besværligere. Skal han vise, at han elsker os, så er det ikke så enkelt længere. Og det tager mere tid.“

Faktum er i hvert fald, at også bibelen er fuld af mennesker der råbte til Gud om at åbenbare sig, ikke holde sig skjult og give svar på deres spørgsmål. Jobs bog i den sammenhæng en fantastisk mulighed for at komme “bag scenen” og se ind i den åndelige dimension, som Job heller ikke er delagtiggjort i, før Gud til sidst sætter ham i rette.

Philip Yanceys bog “The bible Jesus Read” er en kanon gennemgang af bla. dette spørgsmål gennem Jobs bog.

Maskulin spiritualitet??? Nej tak, så hellere en fodboldkamp.

Stephan Viftrup — Fri, 10 Mar 2006 09:27:32 +0000

Bare det at have et udtryk for det, bringer os næsten helt væk fra sporet efter det. Der er sjældent meget maskulint over mænd, der taler om at de “har brug for at udtrykke min maskulinitet” eller “komme i kontakt med min maskulinitet”.
Af samme årsag er det heller ikke nemt at nærme sig dialektisk, for dem der vil i dialog har (meget groft sagt, hermed inkl. mig selv) nærmest katagorisk gjort dem ubrugelige som eksempel. Ønsket er jo netop at række ud til alle dem der ikke har det komfortabelt med at afsøge deres følelser, hjerte, motiver og bekende deres inderste synder foran en “fremmed” der blot kommer fra samme kirke eller er ens kammerat.

Har netop hørt om en bog ved navn “Why men hate going to church”, som jeg hellere må anskaffe mig. Den har forsøgt at se hvilke værdier og udtryksformer som kirken har (sikkert udfra en karismatisk pentacostal tilgang), og sammenlignet dem med værdierne som de bliver delt op i en anden kendt bog, nemlig “mænd er fra Mars og Kvinder er fra Venus”. Og det skræmmende, men ikke så overraskende, resultat er at samtlige værdier er kvindeværdier.
Betyder det så at maskuline værdier i virkeligheden ikke er “kristne”? næppe. Glæder mig til at dykke dybere ned i det, end på dette åbenlyse plan.

Enkelthed og fordybelse

Stephan Viftrup — Tue, 07 Mar 2006 23:53:35 +0000

Praktisk:
Jeg tænker for meget… jeg vil for meget… jeg har for store forventninger til min evne til at fokusere. Mit personlige udtryk spiritualitet har for tiden meget med at gøre at indse og acceptere dette, og så tage mindre skridt af gangen. Det vil fx sige, at jeg søger at fokusere på en helt enkelt ting, og bruge hjælpemidler til at holde mig fikseret på denne ting, sådan så jeg kan grunde over den, bede over den, og hente kraft fra den. Og når så mit fokus driver væk, så bliver jeg kaldt tilbage af mit hjælpemiddel.
Fx så har jeg lavet mig en playliste med sange med et enkelt budskab eller slet intet og så tager jeg budskabet helt seriøst. Fx Strength of my Life med P.O.D som jeg tidligere har nævnt. Det vigtigste er at jeg finder hjælpemidler (lyric,sange,billeder,løbeture,samtaler…) der “løfter mit hjerte til/mod Gud” (fandt en god difinition af bøn her linje. 5-6). Faktisk så bliver det ofte for meget at skifte sang, fordi denne sang lige nu er blevet til et hjerteråb, og så skal jeg pludselig skifte fokus. Derfor finder jeg det godt med rigtig mange instrumentalnumre. (Deraf kommer nok også følelsen når fokus skifter i lovsange efter hinanden til en gudstjeneste)

Derudover er jeg også blevet mindre ambitiøs når det kommer til indoptagelsen af ny sandheder. Fx læser jeg pt.

“Passionate Church” (Mike Breen, Walt Kallestad)
og selvom jeg har læst bogen flere gange har jeg ikke lært de ufattelige gode sandheder den indeholder. Så nu har jeg sat mig for at grunde over “halvcirklen” (en enkelt sandhed) i 2 måneder kun. Og Kun den. Heller ikke andre bøger læser jeg for at indlære sandheder.
Hvis jeg om 2 måneder virkelig forstår at leve denne sandhed ud, så har jeg nået langt længere end 20 bøger jeg kun læser for at forstå den interlektuelt. Min hjerne kan måske følge med, men mit paradigme, mine handlingsmønstre tager tid at forandre og forny.
Teoretisk:
Hvis du er ved at blive træt af alt denne læsning, så spring denne del over:)

I min søgen efter praktisk spiritualitet har jeg måttet sande at det har været svært at holde fokus på det praktiske fordi spørgsmål konstant rejser sig af mere teoretisk/teologisk karakter. Derfor blive mine strøtanker nok lidt mere rodet end jeg bryder mig om, men så igen, så er de jo tænkt som et offentligt arbejdsværelse.
Anyway. Jeg oplever i min hverdag at jeg har svært ved at koncentrere mig når jeg læser i bibelen, beder eller fx hører en prædiken. Og det er såmænd ikke fordi at jeg generelt har svært ved at koncentere mig. Men når det kommer til at være åben for Gud, at lytte til hvad der rører mit hjerte, så kræver det en �?indre stilhed�?, som står i kontrast til den realitet af summen og aktivitet mit hoved er fyldt af. For hverdagen er fyldt med ting jeg ikke kan ligge fra mig, og som forbliver i mit hoved. Valg der skal træffes, men som ikke er blevet det endnu. Valg der er truffet, men som jeg ikke har forliget med endnu osv.
Hartmund Rosa til byder en analyse af vores opfattelse af at tingene accelererer og viser hvordan teknologiske vindinger accelerer samfundet, der forsøger at justere dens effektivitet efter de nye muligheder (tag fx offentlig digital forvaltning). Denne omflytning på det sociale og de sociale institutioner accelerer igen vores �?pace of life�? idet vi forsøger at forstå og agere i et samfund på speed.
Han fortsætter med at analyse forskellige former for DE-acceleration midt i dette og bruger fx retreats, klostrebesøg og meditation som eksempler på deacceleration. Udover dens videnskabelige tilgang giver dette også mening på commensense planet (det er derfor teorien er forholdvis nem at forklare essensen af), og det får mig til at tænke på hvordan min kirke og min spiritualitet placerer sig. Skal vi byde ind med mere acceleration for at leve op til samfundets tilbud? kan mennesker holde til at blive udfordret, sat til ansvar, være ledere, selv høre fra Gud osv konstant i menigheden? Eller skal vi blive et pusterum, et 3rd space, en de-accelererende del af et hæsblæsende liv og pege hen på et fixpunkt, Gud?

Indledende overvejledelser vedr. spirituelle udtryksformer.

Stephan Viftrup — Wed, 22 Feb 2006 12:49:05 +0000

Måske har vi svært ved at finde nye udtryksformer, fordi vi er mere optaget af de gamle former for deres egen skyld fremfor deres formål?

Andagten har sin utvetydige traditionelle legitimation, uanset om man synes at man får noget ud af det. Vi er opflasket med at 30 min om dagen i afsondret bøn og bibellæsning ikke blot gavner, men nærmest er en nødvendighed for et sundt Gudsliv (spiritualitet). Nye former har ikke denne tilskrevet legitimation i sig selv, men fra deres resultater. Så hvor man før ikke behøvede (nødvendigvis) at forstå og tænke over andagtens resultater, da traditionen fortæller at den virker, så må man nu forholde sig til resultatet. Dermed også mere konkret hvilke resultater man ønsker sig og hvori muligheden ligger, og ikke ligger for målinger af resultatet.

Og her bliver nødvendigheden af en større pluralitet af udtryksformer evident. For der er jo en lang række af spirituelle resultater som vi tilstræber:
- Tilbedelse / taksigelse
- Nærhed / samvær – dwelling in house of God. (salme 27)
- Angre
- Bede om hjælp
- Høre Guds stemme – vejledning
- tilegnelsen af viden om min tro??!
- Inderliggørelsen af sandheder – blive mere lig Jesuss

Og dernæst kommer så de udtryksformer hvis objekt ikke er Gud, men er min næste
- Velsigne – forbøn – intersection
- vise omsorg – næstekærlighed – tage dig af fattige og enker.
- vidne

Den traditionelle andagt har, som den altid har haft, potentialet til at opnå flere af disse resultater, men de kommer ikke af sig selv. Hjertet bagved bliver essentiel idet vi ser i øjnene, at ydre konformitet, iform af de “rette” handlinger motiveret af pligt eller skyld, er præstationsreligionens sandhed, men ikke er mere værd end den hule skal af kultur som samfundet vender sig fra. Udgangspunket må altså være vores reele søgen efter Guds nærhed og sandhed, og formen må underlægge sig dette ønske og ikke omvendt.

Spiritualitet i praksis

Stephan Viftrup — Mon, 20 Feb 2006 14:25:32 +0000

Hvordan skal alle mine intensioner og ønsker om nærvær med min Gud få flere konkrete udtryk? Hvad svarer man mennesker, der ønsker at helliggøre sig, at søge gud og blive mere lig ham, men som kun ser sin afgrund i det traditionelle ‘andagtsliv’.

Sådanne spørgsmål har mit fokus, og det er mit ønske i den kommende tid at udforske forskellige udtryk for hvordan dette ønske om nærhed kan blive fordret af vores spirituelle praksis, og ikke bremset, som den synes at blive det i manges liv.

Når fokus er på at mange faktisk gerne vil ind i et nært forhold til Gud og har et reelt ønske om at blive lig jesus, så ser vi at der er behov for nye udtryksformer, eller reintroduceringen af gamle, så der fremstår en mangfoldighed af mulighed for at udtrykke sin spiritualitet overfor sin Gud.

Dette er mit fokus i den kommende tid her på bloggen og hvad de næste indlæg vil omhandle. Jeg vil samtidig afsøge andre indlæg i blogverdenen der kunne være relevante i sådan en opsamling af mangfoldigheden i udtryk. Hvis jeg ikke har fået refereret til dit eget indlæg endnu er du Meget velkommen til at gøre det selv

Kulminationen er min forkyndelse i Valbyfrikirke d. 19 marts, der efterfølgende vil blive publiceret her med tekst og lyd fra forkyndelsen og den efterfølgende debat.

Bærbar spiritualitet

Stephan Viftrup — Sat, 11 Feb 2006 13:25:04 +0000

I forbindelse med et blogger-party blev spiritualitet i hverdagen diskuteret, med bærbare medier som inspirationskilde. Tanken er spændende: at høre podcast, musik, videocast og andet mens man er på farten som en måde at de-accelerere dagen og vende tankerne opaf og indaf.

Selv har jeg på det sidste oplevet dette helt særligt gennem en fortolkning af en salme af David. Det er Strength of My LIfe af P.O.D på albummet Testify (2006), der hver gang jeg lytter efter teksten giver mig kuldegysninger og en ro om at Gud er med mig.

Og her kommer teksten til den bedste reggae sang jeg har hørt til dato.