Strøtanker » Lederskab

Crafted prayer – en bøn om fællesskabet

Stephan Viftrup — Fri, 16 Feb 2007 12:56:29 +0000

Vores “lederteam” i Valby Frikirke gav hinanden den opgave at skrive en bøn til Gud for fællesskabet i kirken / i blandt os. Senere vil vi så skrive dem sammen til en fællesbøn som vi vil bede i den kommende tid. Her er det som lå på mit hjerte, og blev til mit bidrag.

Herre – Komme dit rige!
Lad det komme i og omkring mig
Må jeg i mødet med mine medmennesker være Dit riges ambassadør

Gør mig fri fra trangen til at fortjene din kærlighed
Brist enhver illusion i mig, der fortæller at jeg er bedre end andre!
Lad mig gennem din kærlighed til mig, møde andre som lige brødre.

Komme dit rige i mine nære relationer!
Hjælp mig, at jeg må se og fremelske det bedste i dem!
Må jeg vandre trofast ved deres side.
Må jeg lytte til Din stemme i deres.

Komme dit rige i de løse relationer og de nye bekendtskaber.
Hjælp mig, at formidle din kærlighed i det umiddelbare.
At jeg må se smerten og glæden hos mennesker og kende min plads i din vilje for dem.

I Jesu navn – Amen

Forandring som tilstand

Stephan Viftrup — Tue, 24 Oct 2006 16:58:10 +0000

Hvis kompleksitet skal være vores udgangspunkt for samfundet, og ikke blot vores konklusion, må vi kunne svare på hvordan man navigerer i kompleksiteten. Udfordringen byder sig for alle, individer som fællesskaber. Vi må derfor kunne finde inspiration hos andre organiseringer, hvis vi også er refleksive over hvor vores egen situation er unik.

Min professer på studet Politisk kommunikation og Ledelse, Niels Åkerstrøm Andersen, har analyseret det offentliges organiseringsprincip af flere omgange, og jeg vil her trække nogen pointer frem.

Det offentlige har konkluderet siden slutningen af firserne, at den ikke længere overordnet kan planlægge planlægningen af dens mange institutioner. Det går simpelthen for langsomt. Kort fortalt overgår den til et nyt ideal om omstilling.

Man skal være omstillingsdygtig på tre niveauer.

Offenlig sektor niveau
Organisationsniveau
Individniveau

Der argumenteres ud fra følgende typer kommentarer: “samfundet ændrer sig stadig hurtigere (…) Vore opfattelser af verden må “rykkes” stadig oftere, og vi bliver hele tiden tvunget til at engagere os i og løs nye problemer (…) turbulensen er kommet for at blive.

Der udvikles derfor en forståelse om Omstilling-til-omstilling med Ovenstånde figur (udvikling_jatak.pdf- videnskabsministeriet 2006).

OBS: Tryk på det for bedre opløsning!

Individniveau
Dette får konsekvenser på forskellige vis alt efter hvilket niveau vi befinder sig på. På individ niveau skabes et billede af den ansatte som ansvarstagende fremfor ansvarshavende. Ansvar er ikke længere en positiv reaktion på en overordnet forventning formet som pligt. Ansvar bliver noget den enkelte medarbejder selv skal opsøge. Dermed opstår der helt et helt nyt sprog for medarbejderens værdi. Oven på det retslige (ansat/ikke ansat), pædagogiske (konstant læring) kommer der nu et kærlighedens sprog, der taler om i på hvilken måde medarbejderen “elsker” sin organisation. Dette kan man nemlig læse udfra hvilke initiativer medarbejderen selv tager. Men mere om det en anden gang.

Organisationsniveau
Her vil jeg gerne fokusere på organisationen. For organisationen handler det ikke om at reformere sig.

“At reformere sig er, at bevæge sig i en bestemt retning. Moderne forandringsledelse er noget andet;
Det drejer sig om at bevare evnen til at ændre retning“.

Forskellen ligger i at forandring ikke længere sker på bagrund af stabilitet, for det eneste de offentlige forvaltninger kan observere som stabilt, er konstant forandring og turbulens. Det er altså forandring med henblik på forandring som tilstand.

Forandringsledelsens udfordring er, at understøtte forandringer uden samtidigt at reducere mulighederne for retningsskift og nye forandringer. Ved den blotte udmelding af en bestemt forandring risikerer ledelsen at aflyse “omstilling til omstilling”slogikken ved at installere ledelsens udmelding som noget konstant. Noget en-gang-for-alle-forandret.

Kirken

Hvad kan vi i kirken bruge dette til? jo vi må først og fremmest holde øje med, at den måde vi leder på, først og fremmest gør kirken konstant omstillingsdygtig. Dette mener jeg egenligt er en relevant kritik af flere “emerging” tiltag, fordi de blot udbytter et stabilt kirkesyn med et andet. De bevarer ikke ders omstillingsdygtighed. Det er der ikke noget postmoderne i, og sådanne kirker må mere ses som overgangskirker.Det er også relevant i den foregående metaforsamtale (og her), hvor de metaforer vi benytter ledelsesmæssigt MÅ og SKAL fordre et konstant forandringsperspektiv. Det gør hverken templet eller husholdningen. Derimod gør vandrefælleskabet det vil jeg mene. Jeg kunne godt tænke mig mere konkret at overveje hvordan ledelse og discipelskab kan være i en omstilling-til-omstilling forståelse. Måske i har noget at tilføje?

Betydningen af kirkens metaforer

Stephan Viftrup — Mon, 23 Oct 2006 13:28:14 +0000

Thomas Willer har med udgangspunkt i Keld Dalmans tanker, sat gang i en meget relevant diskussion omkring, hvilken metafor kirkens selvforståelse bør ligge sig op af, men jeg vil gerne problematisere disse ud fra deres indbygget blindhed. Forhåbenligt vil det lede samtalen frugtbart videre.
Der fremlægges to metaforer, templet og husholdningen. De repræsenterer hver deres hovedæra i kirkehistorien. De marginaliserede tidlige kristne, der samledes i husholdingen. Den senere masseomvendte majoritet, hvis kulturelle centrum, templet, blev gjort til centrum for Gudsdyrkelse.

Den underliggende antagelse i samtalen hos Willer, der opregner fordelene ved de to tilgange synes at være noget lignende:

“Graden af de kristnes marginalisering afgør det mest hensigtsmæssige organiseringsprincip“

Gør den det? Jeg er enig i, at de kristne i DK er marginaliseret og at de værdier, der sættes under husholdningsmodellen (Fleksibel, innovativ, “lokal ejerskab”, lav kontrol, missional udgangspunkt, identitet primært gennem værdier og vision) er mere relevante for os idag (end dem under tempelmodellen: central styring, kvalitet, oplevelse af mange), men jeg mener dette af andre grunde.

Jeg mener at den grundlæggende antagelse der bør ligge til grund for organiseringsprincippet er:

“Graden af kompleksitet afgør det hensigtsmæssige organiseringsprincip“

For det der gør værdierne i husmodellen attråværdig er deres evne til at håndtere kompleksitet. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så egner fx cellegrupper sig meget til at afmystificere det komplekse svar på et spørgsmål, sådan så det egner sig som ledetråd for ens liv. Der altså stadig stræben efter et fælles svar til forskel fra et relativt, men uden mit eget bidrag og refleksion forbliver svaret for mudret og irrelevant for mig. Hvilken model eller metafor er så bedst til at beskrive det? Det er et svært spørgsmål som jeg ikke har svaret på endnu. Hvis det gives.
Jeg er i hvert fald ikke så sikker på at disse to modeller fører os frem til der hvor vi gerne vil være. I hvert fald skal man være opmærksom på de tankemønstre man binder sig til ved at benytte dem.

Som modeller er deres forudsætninger gensidigt udelukkende.
Man kan ikke både være majoritet og minoritet. Så når diskutionen går på at vi må tage begge modeller med, så enten mistes argumentet om graden af minoritet og dermed samligningsgrundlaget, eller der gives afkald på den ene model. Er vi klar til det?
Som modsætningsmodeller fanger de ikke nutidens kompleksitet, hvor mennesker med tæt lokalitet kan være i hver deres paradigme.
Postmoderne og moderne i samme fælleskab. Fællesskaber på tværs af traditionelle frikirkeskel, forskellige uddannelseniveauer og subkulturer (såsom computernørder, hiphoppere osv.). Hver med differenteret vægtlægning på centrale ting som (graden af selvstændighed, tvivl, barmhjertighedsgerning, diskussion osv).

Jeg mener at vi må finde en måde at se kirken på, der indfanger det nutidige menneskets behov for at reducere kompleksitet. Sat på spidsen, så er det kun når dette lykkedes kirken, at den bliver relevant.

Oplæg til diskution: Relativ eller relevant?

Stephan Viftrup — Thu, 19 Oct 2006 12:33:08 +0000

Vores ungdomscellegruppe i Valby Frikirke havde igår temaet ydmyghed (se opsamling på samtalen). På mange måder har det også været teamet for mine sidste indlæg, men jeg havde bestemt hverken de gode svar eller spørgsmål igår. De kom fra gruppen som helhed og det var faktisk ret fedt. Jeg håber at vi formår blive ved med at fange den pointe, at vi i fællesskabet lærer mere.

Selvom det forveksles med det, så er det faktisk ikke en relativisering af svaret, at gruppen kollektivt svarer. For det handler ikke om, at vi når frem til forskellige konklusioner, men at vi bidrager med nuancer og eksempler. Og vigtigst af alt bidrager alle med deres individuelle barrierer for at forstå og udleve svaret. På den måde gør samtalen en forskel, der går langt ud over, hvad en taler formår med et flot,sammenhængende og “fyldestgørende” svar.