Igår så jeg Åstedet i teatret. Den faldt ikke i min smag. Det var som om dens flotte lysopsætning og grænseoverskridende visualiseringer af konsekvenser af seksuel misbrug dækkede over, at den reelt set ikke satte noget problem under debat. Ej heller gav stof til eftertanke videre end at det var synd for de tre hovedpersoner, hvis liv så ekstremt var noget lort.Den gav intet håb om liv, forsoning eller tilgivelse. I stedet må man se sig udviklingspsykologisk predetermineret til sin fremtid. Alt afhænger af din opvækst. En kedelig tanke, der (fortæller min psykologistuderende hustru) heldigvis primært var dominerende i halvfemserne. Men er der håb om liv, forsoning og tilgivelse i vores eget liv? Jeg tror jeg ofte blander udviklingspsykologi ind i mine tanker omkring det. Alligevel… Har jeg intet selv at tilføje, er der ingen Gud der kan gribe ind i kausaliteten? Ja det tror jeg jo på, men det er nu ikke et let svar alligevel.

Hvad er helvedet rent faktisk? Sartres bud er “de andre”. Altså simpelthen at man skal leve en evighed sammen med andre med samme karakter(brist) som sig selv. Det er jo en interessant vinkel, der virkningsfuldt blev malet op af de tre personer i skuespillet, der endte med ville dræbe hinanden (hvilket de som døde jo havde svært ved).

Man kunne samtidig måske sige at himlen er samme sted, bare i bedre selvskab? Det giver i hvert fald stof til eftertanke.