Min professer på studet Politisk kommunikation og Ledelse, Niels Åkerstrøm Andersen, har analyseret det offentliges organiseringsprincip af flere omgange, og jeg vil her trække nogen pointer frem.

Det offentlige har konkluderet siden slutningen af firserne, at den ikke længere overordnet kan planlægge planlægningen af dens mange institutioner. Det går simpelthen for langsomt. Kort fortalt overgår den til et nyt ideal om omstilling.

Man skal være omstillingsdygtig på tre niveauer.

1. Offenlig sektor niveau
2. Organisationsniveau
3. Individniveau

Der argumenteres ud fra følgende typer kommentarer: “samfundet ændrer sig stadig hurtigere (…) Vore opfattelser af verden må “rykkes” stadig oftere, og vi bliver hele tiden tvunget til at engagere os i og løs nye problemer (…) turbulensen er kommet for at blive.

Der udvikles derfor en forståelse om Omstilling-til-omstilling med Ovenstånde figur (udvikling_jatak.pdf- videnskabsministeriet 2006).

OBS: Tryk på det for bedre opløsning!

Individniveau
Dette får konsekvenser på forskellige vis alt efter hvilket niveau vi befinder sig på. På individ niveau skabes et billede af den ansatte som ansvarstagende fremfor ansvarshavende. Ansvar er ikke længere en positiv reaktion på en overordnet forventning formet som pligt. Ansvar bliver noget den enkelte medarbejder selv skal opsøge. Dermed opstår der helt et helt nyt sprog for medarbejderens værdi. Oven på det retslige (ansat/ikke ansat), pædagogiske (konstant læring) kommer der nu et kærlighedens sprog, der taler om i på hvilken måde medarbejderen “elsker” sin organisation. Dette kan man nemlig læse udfra hvilke initiativer medarbejderen selv tager. Men mere om det en anden gang.

Organisationsniveau
Her vil jeg gerne fokusere på organisationen. For organisationen handler det ikke om at reformere sig.

Den underliggende antagelse i samtalen hos Willer, der opregner fordelene ved de to tilgange synes at være noget lignende:

Gør den det? Jeg er enig i, at de kristne i DK er marginaliseret og at de værdier, der sættes under husholdningsmodellen (Fleksibel, innovativ, “lokal ejerskab”, lav kontrol, missional udgangspunkt, identitet primært gennem værdier og vision) er mere relevante for os idag (end dem under tempelmodellen: central styring, kvalitet, oplevelse af mange), men jeg mener dette af andre grunde.

Jeg mener at den grundlæggende antagelse der bør ligge til grund for organiseringsprincippet er:

“Graden af kompleksitet afgør det hensigtsmæssige organiseringsprincip“

For det der gør værdierne i husmodellen attråværdig er deres evne til at håndtere kompleksitet. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så egner fx cellegrupper sig meget til at afmystificere det komplekse svar på et spørgsmål, sådan så det egner sig som ledetråd for ens liv. Der altså stadig stræben efter et fælles svar til forskel fra et relativt, men uden mit eget bidrag og refleksion forbliver svaret for mudret og irrelevant for mig. Hvilken model eller metafor er så bedst til at beskrive det? Det er et svært spørgsmål som jeg ikke har svaret på endnu. Hvis det gives.
Jeg er i hvert fald ikke så sikker på at disse to modeller fører os frem til der hvor vi gerne vil være. I hvert fald skal man være opmærksom på de tankemønstre man binder sig til ved at benytte dem.

1. Som modeller er deres forudsætninger gensidigt udelukkende.
   Man kan ikke både være majoritet og minoritet. Så når diskutionen går på at vi må tage begge modeller med, så enten mistes argumentet om graden af minoritet og dermed samligningsgrundlaget, eller der gives afkald på den ene model. Er vi klar til det?
2. Som modsætningsmodeller fanger de ikke nutidens kompleksitet, hvor mennesker med tæt lokalitet kan være i hver deres paradigme.
   Postmoderne og moderne i samme fælleskab. Fællesskaber på tværs af traditionelle frikirkeskel, forskellige uddannelseniveauer og subkulturer (såsom computernørder, hiphoppere osv.). Hver med differenteret vægtlægning på centrale ting som (graden af selvstændighed, tvivl, barmhjertighedsgerning, diskussion osv).

Jeg mener at vi må finde en måde at se kirken på, der indfanger det nutidige menneskets behov for at reducere kompleksitet. Sat på spidsen, så er det kun når dette lykkedes kirken, at den bliver relevant.