Strøtanker

Så er jeg kommet hjem fra årets apostolske sommercamp, stævnet i daglig indforstået tale, for 25. gang (jeg tror ikke jeg har misset et). Hjemme mødte vennernes medlevende spørgsmål: “Var det godt?”, “fik du noget ud af det?” og det fik mig selvfølgelig til at reflektere lidt – ikke mindst fordi jeg selv ikke er den sidste til stille spørgsmål til stævnets relevans.

Jo stævnet gjorde stort indtryk på mig. På godt og ondt stod der et særligt lys over netop dette stævne, da dette år mest har været præget af malakias processen* (se nederst hvis det ikke siger dig noget). Er vi på vej mod opløsning? Er det virkeligt umuligt for mennesker at forsone sig helt igen?

Gennem forskellige meget ærlige og direkte taler, omkring forsoning og omsorgsfulde relationer, kom vores “åndelige fædres” kamp frem i lyset og det mere og mere klart for mig gennem ugen, at her var der tale om mirakler. Guds indgriben ind i brudte relationer.

Ja så var der jeg selvfølgelig en masse struktur snak også, men selvom jeg selv synes den er vigtig, så er den dog intet at sammenligne med de tilsagn om opbyggelse og samvær med hinanden, samt gensidig underlæggelse under hinanden.

Lige nu står kirkens formål så strålende klart for mig – Hvem andre har hele menneskets forvandling som dets mål? både i evighedsperspektivet, men måske endnu mere lige nu og her, hvor menneskers liv kan være så mislykket på vidt forskellige måder. Der er kirkens verdens håb! Det tror jeg på. Findes der nogen større vision at give alt sin styrke til? – ganske udfordrende når man står og skal til at finde ud af hvad man vil med sit liv post-uddannelse.

*Malakias processen er en proces apostolsk kirke i år går igennem. Dens fokus er at det øverste lederskab har været splittet og at denne uafhængighed af hinanden har spredt sig ud i kirken, så den var ved at blive en del af vores dna. Men vores overbevisning, at fælleskab med hinanden og opbyggelse af andre, er selve essensen af det fællesskab vi er kaldet til at udleve. Derfor må der ryddes op og mennesker genforenes. Det tror vi på kan lykkkes i det vi ser vi alle har fejlet og at vi gennem troen på jesus kan møde hinanden, brudte men genoprejste og med forståelse for hinandens menneskelighed.