Thomas Willer har med udgangspunkt i Keld Dalmans tanker, sat gang i en meget relevant diskussion omkring, hvilken metafor kirkens selvforståelse bør ligge sig op af, men jeg vil gerne problematisere disse ud fra deres indbygget blindhed. Forhåbenligt vil det lede samtalen frugtbart videre.
Der fremlægges to metaforer, templet og husholdningen. De repræsenterer hver deres hovedæra i kirkehistorien. De marginaliserede tidlige kristne, der samledes i husholdingen. Den senere masseomvendte majoritet, hvis kulturelle centrum, templet, blev gjort til centrum for Gudsdyrkelse.
Den underliggende antagelse i samtalen hos Willer, der opregner fordelene ved de to tilgange synes at være noget lignende:
Gør den det? Jeg er enig i, at de kristne i DK er marginaliseret og at de værdier, der sættes under husholdningsmodellen (Fleksibel, innovativ, “lokal ejerskab”, lav kontrol, missional udgangspunkt, identitet primært gennem værdier og vision) er mere relevante for os idag (end dem under tempelmodellen: central styring, kvalitet, oplevelse af mange), men jeg mener dette af andre grunde.
Jeg mener at den grundlæggende antagelse der bør ligge til grund for organiseringsprincippet er:
“Graden af kompleksitet afgør det hensigtsmæssige organiseringsprincip“
For det der gør værdierne i husmodellen attråværdig er deres evne til at håndtere kompleksitet. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så egner fx cellegrupper sig meget til at afmystificere det komplekse svar på et spørgsmål, sådan så det egner sig som ledetråd for ens liv. Der altså stadig stræben efter et fælles svar til forskel fra et relativt, men uden mit eget bidrag og refleksion forbliver svaret for mudret og irrelevant for mig. Hvilken model eller metafor er så bedst til at beskrive det? Det er et svært spørgsmål som jeg ikke har svaret på endnu. Hvis det gives.
Jeg er i hvert fald ikke så sikker på at disse to modeller fører os frem til der hvor vi gerne vil være. I hvert fald skal man være opmærksom på de tankemønstre man binder sig til ved at benytte dem.
- Som modeller er deres forudsætninger gensidigt udelukkende.
Man kan ikke både være majoritet og minoritet. Så når diskutionen går på at vi må tage begge modeller med, så enten mistes argumentet om graden af minoritet og dermed samligningsgrundlaget, eller der gives afkald på den ene model. Er vi klar til det? - Som modsætningsmodeller fanger de ikke nutidens kompleksitet, hvor mennesker med tæt lokalitet kan være i hver deres paradigme.
Postmoderne og moderne i samme fælleskab. Fællesskaber på tværs af traditionelle frikirkeskel, forskellige uddannelseniveauer og subkulturer (såsom computernørder, hiphoppere osv.). Hver med differenteret vægtlægning på centrale ting som (graden af selvstændighed, tvivl, barmhjertighedsgerning, diskussion osv).
Jeg mener at vi må finde en måde at se kirken på, der indfanger det nutidige menneskets behov for at reducere kompleksitet. Sat på spidsen, så er det kun når dette lykkedes kirken, at den bliver relevant.
Godt indlæg Stephan. Jeg tror sådan set ikke, at jeg er synderligt uenig med dig. Jeg tror bare, at det gik op for mig, at da jeg skrev indlægget, at vi kommer ud af et kirkeparadigme, som meget har templet som metafor.
Det er klart, at husholdsmodellen ikke som sådan nødvendigs giver mening, som metafor, da fragmenteringen i vores kultur er så enorm. Men det gav mig noget sprog for, hvor jeg kommer fra, og det gav inspiration at se, at tingene kunne se anderledes ud.
NÃ¥r jeg taler om at kombinere modellerne, handler det om, at jeg tror, at vi ind i mellem har brug for at opleve det store fællesskab, som fortæller os, at vi ikke er alene…sÃ¥ selvom vi er en minoritet kan vi godt opleve, at vi er flere af sted pÃ¥ samme rejse.
Jeg er bange for at vi ikke kan finde en metafor for kirken. jeg tror vi bliver nødt til at operere med flere metaforer, som indfanger både, livets, verdens og kirkens kompleksitet som for ekesmpel
- Hospital
- rejsefællesskab
- Dans
Etc.
Når det så er sagt, så må vi måske også lade os inspirere af klosterfællesskaberne, som netop lægger vægt på at indfange enkeltheden og simpeltheden og netop ikke kompleksiteten, måske kan vi lære noget der.
Tak. Er glad for at du ser det som et indlæg og ikke en distanceret kritik.
Ja de nævnte metaforer giver et godt sprog for at håndtere kompleksiteten. Ligesom klosterfællesskaberne må siges at fokusere på kompleksitet også (som hindring).
Hvis vi så bare kan vare os for at kanonisere en metafor, og holde for øje hvad den benyttes til, så er de bestemt gode.
Dette ville være nemmest hvis de kunne indordne sig under en samlende forståelse / metafor. Jeg er nok ikke helt klar endnu til at afskrive muligheden for dette. I hvert fald regner jeg med at vende tilbage med et forsøg senere på ugen inspireret af mit studie i organisationsteori. Så kan vi jo se hvad du siger til det.
Stephan, mener du at denne uoverensstemmelse de to billeder imellem, udgør andet end et intellektuelt problem?
ja Stefan, det er min pointe for så vidt som billederne rent faktisk benyttes ledelsesmæssigt; fx som legitimitetsgivende for at undlade en søndagsgudstjeneste, undlade at sætte fælles visioner for kirken osv.
I det øjeblik man legitimiserer noget på baggrund af en metafor, så forpligtiger man sig også på den, og dermed fanges/frigøres man af dens logik.
Det betyder også at man ikke (let må jeg hellere sige) kan knytte an til andre metaforer, der er fundamental anderledes.
I Valby Frikirke oplever vi fx at Gud taler til os ud fra et billede om ørkenvandring og eksil. Denne metafor er central i den “vandrejournal” som vi fører, og som hele kirken kender. Den hjælper os til at forstÃ¥, “at vi er afhængige af Gud”, at “vi ikke har alle svarene men alligevel mÃ¥ vandre” og en masse andet (du kan læse om det pÃ¥ http://www.valbyfrikirke.dk)
Dette sætter os fri midt i kompleksiteten og manglen på svar, men binder os også til en række ting, hvis du forstår.
Men altså, vi benytter os også af legemet og templet som metaforer i vandrejournal, men de er underlagt den egenligt metafor for kirken, og benyttes for en langt mindre pointe.
SÃ¥ det blev vel egentligt til et ja og et nej
Måske skulle jeg gøre dit spørgsmål til en ny post en dag.
Jeg forstÃ¥r og er enig! Metaforerne mÃ¥ selvfølgelig være kompatible…
Men hva’ med Pilgrimsbilledet (jeg har tjekket jeres vandrejournal ud)? Har du ikke der metaforen for det kristne fællesskab?
Ja det kan sagtens tænkes Stefan. Jeg er tilbøjelig til at give dig ret. Men måske mere hen i blot en vandremetafor. Bla. fordi det forandring er en naturlig del og fordi det knytter fint an (er kompatibelt) med discipelskabet (udvikling som en vandring).
I øvrigt er vandrejournalen ikke lagt ud i sin helhed endnu. Vi har den kun som word dokument givet til menigheden og jeg er ved at gøre den “webbar”.
Lad mig notere hvor svært jeg har det med disse billeder… Min tradition har aldrig gjort sÃ¥ meget i fællesskabsmetaforere. Derfor har jeg ganske svært ved at putte disse metaforsnakke (jeg fornemmer at metaforsnakken vedr. fællesskabet ogsÃ¥ fylder en del hos andre bloggere) ind i min kontekst. Min tradition ser det Ã¥benbart ikke nødvendigt – en (mangel pÃ¥) praksis jeg er præget af…
Jeg tror der er et blogindlæg pÃ¥ vej…
Det glæder jeg mig til at læse. MÃ¥ske kan netop du som “udeforstÃ¥ende” for metaforbrugen mÃ¥ske komme med nogle gode betratninger omkring dem.
Virker det fx som om at der er andre bevæggrunde på spil for at benytte metaforene?
Er det virkelig kun fælleskabsmetaforer?
Og hvad er sprogbruget i din egen kirkes selvforståelse?
Kan godt lide snakken om metaforer. Tror dog altid at brugen af kun en metafor vil begrænse vores billede og forståelse af kirke. Flere metaforer vil åbne for forskellige sider af forståelsen.
Omkring de to billeder som startede denne samtale, ser jeg dem som stående i et dialektisk forhold til hinanden og de gav som sagt et godt sprog for nogle processer vi er i gang med, men som sagt, nej jeg tror heller ikke, de er dækkende for, hvad kirken er.
Tegningen fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥ en myretue eller en hvepserede – mÃ¥ske udmærkede metaforer ogsÃ¥?
Thomas: Vil du uddybe hvad du mener med et dialektisk forhold?
Lasse: det kan da godt være
har ikke lige tænkt i de retninger. Ville bare have et komplekst billede hehe. Men ja, noget med arbejdsdeling måske 
[...] Det er også relevant i den foregående metaforsamtale (og her), hvor de metaforer vi benytter ledelsesmæssigt MÅ og SKAL fordre et konstant forandringsperspektiv. Det gør hverken templet eller husholdningen. Derimod gør vandrefælleskabet det vil jeg mene. Jeg kunne godt tænke mig mere konkret at overveje hvordan ledelse og discipelskab kan være i en omstilling-til-omstilling forståelse. Måske i har noget at tilføje? [...]
Spændende samtale at følge! Det er interessant at Bibelen heller ikke er entydig i sin omtale af kirkens væsen og natur, og den bruger adskillige forskellige metaforer i sin beskrivelse af kirken (legeme, bygning, mark, menneskefiskere, familie etc) – bemærk i øvrigt at ordet kirke i sig selv er en metafor. Det græske ord Ekklesia betyder i grunden en folkeforsamling, en sammenkaldt lovgivende forsamling eller til tider ligefrem et tilfældigt sammenrend af mennesker… Selve ordet kirke (Kyriakos) betyder egentlig bare “Det som hører Herren til”)Det bruges i den græske oversættelse af GT i stedet for det hebraiske Qahal, Gudsfolket/Herrens forsamling… Der er altsÃ¥ ingen entydig brug af ordet eller metaforen i Bibelsk forstand. Hvad gør vi ved det? Mit bud er at vi lader være med at søge forskellige mere eller mindre søte forklaringer pÃ¥ den kirkemetafor vi ønsker at bruge og i stedet stiller os selv spørgsmÃ¥let: Hvad er det alle disse ting har til fælles? Hvad er det samlende, drivkraften, længslen i den forsamling vi bedst kan beskrive med ordet kirke? Hvilke nutidige metaforer omsætter dette til forstÃ¥eligt sprog?
AngÃ¥ende kompleksitet og organiseringsgrad, sÃ¥ er jeg meget optaget af din antagelse Stephan, at “Graden af kompleksitet afgør det hensigtsmæssige organiseringsprincip” – Kester Brewin har nogle spændende overvejelser om netop Troen og Kirken i det hyperkomplekse samfund i sin bog “The complex Christ”. Hans tese er at se troen som et moderde hyperkomplekst system, der ikke lader sig sætte pÃ¥ formel, men som tværtimod mÃ¥ udleves i kaos… Men hvis din antagelse er sand, sÃ¥ mÃ¥ vore dages kirker som altsÃ¥ agerer i en hyperkompleks kontekst skulle have den laveste grad af organisation – er vi sÃ¥ tilbage ved liquid church? og hvilke positive og negative sider er der ved det?
Hej Lasse. Tak for også dit bidrag!
Altid spændende når vores tanker bliver ordentligt forankret i ordernes oprindelige betydninger. Du har ret i, at det gælder om at finde nutidige metaforer. Forhåbentligt har jeg her bidraget med, at hvis man faktisk benytter sine metaforer til andet end en prædiken hist, bør man sikre sig at den stemmer overens med Guds ledelse for menigheden, OG at den kan håndtere kompleksitet.
I øvrigt lyder Brewin som en fyr jeg skal læse!
MEN, du spørger om hyperkompleksitet bedst imødegås med lav organisationskompleksitet. Her må jeg med min organisationsforståelse fra mit studie svare klart NEJ.
Faktisk så er tendensen (i samfundet) lige modsat. Her håndteres kompleksitet fx i det offentlige, ved
1. at gøre håndteringen af den konstante forandring til et ansvar for alle led i organisationen. Ikke blot ledelsen. Læs mit sidste indlæg
2. Organsationen kommunikerer polyfont. DVS i flere “sprog” fordi forskellige aktører kun forstÃ¥r et sprog. fx rettens, kærlighedens, det pædagodiske, kunsten sprog osv. (Niclas Luhmann)
Nu lader jeg mig vist rive med.
Jeg mener at kirken må lære at se forandring af kirken, dens handlinger, dets sprog for de evige sandheder som dets missionale mål. Forandring som tilstand. Hele kirken, ikke kun ledere, må se deres missionale mål som et konstant oversættelsesarbejde.
At kunne fiksere øjet på kernen i troen mens man danser med i rytmer der ligger i forandringsdansen.
Hej Stephan
Yes Brewin er klart et bekendtskab værd! Tjek: http://thecomplexchrist.typepad.com/
Jeg er i øvrigt vild med din formulering:
“Hele kirken, ikke kun ledere, mÃ¥ se deres missionale mÃ¥l som et konstant oversættelsesarbejde.”
Det er som taget lige ud af den store Missionsteolog Lamin Sanneh, fra Yale. Hans store tese er netop mission som “translating the Kingdom”. Har du læst ham?
Et studie af Paulus viser netop en fantastisk evne til at komunikere polyfont, i en antik verden, der med sin store kompleksitet i høj grad lignede vores postmoderne kontekst.
Men at bevaring kun er mulig gennem forandring er en herlig pointe, vi ikke kan høre nok. Det rejser dog ogsÃ¥ en række problemer: NÃ¥r verden netop er hyperkompleks og i stadig og rivende forandring, hvordan bliver kirken sÃ¥ ogsÃ¥ en friplads, et helle, en modkultur, der netop kan præsentere folk for en soliditet eller en refleksionsmulighed, noget uforanderligt… Kan man tale polyfont pÃ¥ den mÃ¥de, at man pÃ¥ en gang er uforandret gennem tiden og samtidigt i stadig missional forandring?
Desuden er der problemet med hvor denne forandring er nødvendig… Ofte ser vi bare forandring i det rent ydre, i udtryk, i musik, i udsmykning etc. Noget af det befriende ved Emerging er netop er her søger man dybere og leder ogsÃ¥ eter en teologisk reflektion, der kan være med til at forandre grundlaget… Det gÃ¥r godt et stykke af vejen, men vi mÃ¥ ikke glemme at den egenlige forandring vi søger er foranringen af det enkelte menneske og af vores verden, netop det frembrydende Guds Rige, men kan alt vores indterne snak og ævl og kævl om forandring ikke stÃ¥ i vejen for netop den forandring?
Hej Lasse. Nej jeg har heller ikke læst Sanneh, selvom han lyder som en fyr jeg også burde gøre nærmere bekendtskab.
I øvrigt tager du fat pÃ¥ noget af det jeg selv tumler med i denne uge. At tale om kompleksitet som et samlet udtryk er for “simpelt”. For mÃ¥den at reducere den pÃ¥, mÃ¥ ogsÃ¥ afhænge af hvad der er kompleks. Er det udtrykket, teologien, organisationen osv.
NÃ¥r jeg kommer hjem fra sommerhus i weekenden vil arbejde videre med det. God weekend!
Godt at få en teolog på banen Lasse, for det er jo rigtigt, at bibelen har mange metaforer for at indfange, hvad kirken er, ligesom Jesus bruger mange metaforer for, hvad Guds rige er.
Vi må arbejde med flere metaforer for at indfange kompleksiteten og bevidstgøre os selv og andre om, hvorfor vi bruger netop disse metaforer, og det var nok det jeg ikke gjorde fra starten.
NÃ¥r jeg taler om et dialektisk forhold mellem hushold og tempel, sÃ¥ er det fordi at hver model har nogle forskellige styrker, som man skal gøre sig bevidst og overveje, hvad en husholdsmenighed kan lære af en tempelmenighed og omvendt, hvis man overhovedet kan tale om den slags menigheder… (det tror jeg ikke)
Der er ingen tvivl om, at vi skal lære af organisationsteorien, men nÃ¥r du skriver “Graden af kompleksitet afgør det hensigtsmæssige organiseringsprincip”, sÃ¥ har jeg et spørgsmÃ¥l, er det forhold til vores kontekst eller hvad tænker du. Jeg ved ikke om man kan sætte det op som en regel. Du kan finde kirker som organiserer sig meget flydende for at indfange kompleksiteten og som vokser. Modsat kan du finde Taize fællesskabet som organiserer sig helt anderledes men ogsÃ¥ oplever at være relevante i vor tid. Jeg tror ikke man kan tale om DET hensigtmæssige organisationsprincip, jeg tror der er flere…