Igår så jeg Åstedet i teatret. Den faldt ikke i min smag. Det var som om dens flotte lysopsætning og grænseoverskridende visualiseringer af konsekvenser af seksuel misbrug dækkede over, at den reelt set ikke satte noget problem under debat. Ej heller gav stof til eftertanke videre end at det var synd for de tre hovedpersoner, hvis liv så ekstremt var noget lort.Den gav intet håb om liv, forsoning eller tilgivelse. I stedet må man se sig udviklingspsykologisk predetermineret til sin fremtid. Alt afhænger af din opvækst. En kedelig tanke, der (fortæller min psykologistuderende hustru) heldigvis primært var dominerende i halvfemserne. Men er der håb om liv, forsoning og tilgivelse i vores eget liv? Jeg tror jeg ofte blander udviklingspsykologi ind i mine tanker omkring det. Alligevel… Har jeg intet selv at tilføje, er der ingen Gud der kan gribe ind i kausaliteten? Ja det tror jeg jo på, men det er nu ikke et let svar alligevel.
Du dyrker da noget teater pt – fedt! Og cool layout du har fået lavet til strøtanker.dk
hehe ja. Jeg har sammen med 11 andre bestilt 6 forestillinger sammen indtil sommer, og de første to faldt tæt sammen af forskellige årsager. Det er ikke noget jeg er vant med, men synes det er ganske spændende.
Og tak. Synes der skulle ske et eller andet.
Men det er et fantastisk billede!