Jeg var i en tur i teatret for at se “lukkede døre” af Sartre. En stemningsfuld teateroplevelse om død og helvede.
Hvad er helvedet rent faktisk? Sartres bud er “de andre”. Altså simpelthen at man skal leve en evighed sammen med andre med samme karakter(brist) som sig selv. Det er jo en interessant vinkel, der virkningsfuldt blev malet op af de tre personer i skuespillet, der endte med ville dræbe hinanden (hvilket de som døde jo havde svært ved).
Man kunne samtidig måske sige at himlen er samme sted, bare i bedre selvskab? Det giver i hvert fald stof til eftertanke.
No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)
Det har jo noget med paranoia at gøre – den er fjernet i himlen, fordi vi overfor Gud har bekendt vores synd og derfor har kunnet lade os forvandle af Kristi karakter, der blev åbenbaret som ren.
Kampen mellem godt og ondt er nemlig også en kamp mod paranoia, hvor Gud gennem Jesus viser, vi intet har at frygte eller mistænke Gud for. Han har vist sin karakter gennem sit offer på Golgatas kors, og vi behøver aldrig mere mistænke ham for noget som helst, for vi har nu vished om, hvem han er, og hvad han står for: Kærlighed.
På den anden side har vi så Djævelen, universets mest paranoide skabning, hvis karakter er indbegrebet af mistillid til Gud og til alle andre. Jeg tror ikke på helvede – fortabelse er ifølge bibelen en endelig død, der skal vare evigt – men Sartres tanker er dog brugbare i denne verden. De, der frygter mest, er oftest selv de mest frygtelige, og mistilliden til “de andre” er i denne verden roden til meget ondt.