Vores ungdomscellegruppe i Valby Frikirke havde igår temaet ydmyghed (se opsamling på samtalen). På mange måder har det også været teamet for mine sidste indlæg, men jeg havde bestemt hverken de gode svar eller spørgsmål igår. De kom fra gruppen som helhed og det var faktisk ret fedt. Jeg håber at vi formår blive ved med at fange den pointe, at vi i fællesskabet lærer mere.
Selvom det forveksles med det, så er det faktisk ikke en relativisering af svaret, at gruppen kollektivt svarer. For det handler ikke om, at vi når frem til forskellige konklusioner, men at vi bidrager med nuancer og eksempler. Og vigtigst af alt bidrager alle med deres individuelle barrierer for at forstå og udleve svaret. På den måde gør samtalen en forskel, der går langt ud over, hvad en taler formår med et flot,sammenhængende og “fyldestgørende” svar.
[...] For det der gør værdierne i husmodellen attråværdig er deres evne til at håndtere kompleksitet. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så egner fx cellegrupper sig meget til at afmystificere det komplekse svar på et spørgsmål, sådan så det egner sig som ledetråd for ens liv. Der altså stadig stræben efter et fælles svar til forskel fra et relativt, men uden mit eget bidrag og refleksion forbliver svaret for mudret og irrelevant for mig. Hvilken model eller metafor er så bedst til at beskrive det? Det er et svært spørgsmål som jeg ikke har svaret på endnu. Hvis det gives. Jeg er i hvert fald ikke så sikker på at disse to modeller fører os frem til der hvor vi gerne vil være. I hvert fald skal man være opmærksom på de tankemønstre man binder sig til ved at benytte dem. [...]