Hvad vil det sige at være normal? Jeg har fundet ud af, at jeg har det ikke særlig godt med at være normal. Jeg vil helst være noget mere end det. Nej, faktisk så er det mere rigtigt at sige, at jeg kan tage mig selv i, at gå rundt og tro, at jeg er noget særligt. Altså noget helt specielt. At Guds plan for mig er usædvanlig. Det er egenligt ikke særlig charmerende.
Jeg lagde mærke til det fornyligt, i forbindelse med nogle tanker om prioriteringerne i mit liv. Det gik op for mig, at ved siden af at prioritere forkert, så var jeg næst efter mest bange for at sætte mig mellem for mange stole. Forsøger jeg at gøre for meget med mit liv, så bliver hvad jeg gør måske gennemsnitlig, almindelig. Det fik mig videre til at tænke på, at hvis mit liv blev for almindeligt, så ville jeg heller ikke gøre nogen speciel forskel. Og det er nok min største frygt. At blive givet meget og så give middel tilbage.
Men ved nærmere eftertanke, er det jo en gammel frygt.
