Strøtanker

Fortsættelse af forrige indlæg

Jeg tror helt klart noget af rejsens metafor er gået tabt i takt med samfundets tæmning af naturens luner. Måske er det på tide at supplere den med en mere tidssvarende form for rejsemetafor. For en ny jungle er vokset op og truer med på ny at sætte menneskets vilje op imod kræfter mennesket ikke kan kontrollere. Vi ser at samfundets har skabt mennesket så mange valgmuligheder over hele linjen; uddanelse, hjemland, by, karriereretning osv. Samfundet er blevet så komplekst, at det ikke længere er muligt fuldt ud at gennemskue konskvensen af dine valg. Hvilken uddannelse skal jeg tage? Hvilken skole er bedst for mine børn? Som konsekvens hører vi os selv sige, at hvis alt går vel, og intet nyt er sket som forandrer situationen, så vil jeg benytte denne uddannelse til at blive konsulent. Livet er igen blevet utilregnelig og vi ved ikke altid om vi ankommer til vores distination. Faktisk er distinationen ofte ukendt, og vi drager afsted efter blot et rygte om en desitination omklamret af mystik og længsel kaldet “lykke”, “mening” eller “succes”. Måske er rejsen efter disse eksotiske distinationer bedre sammenlignelig med det rejsemål, hvor man eftersigende har lært selveste Gud at kende. En rejse hvor kun vores skrøbelige tro og længsel sender os afsted, men hvor da der dog er håb; et håb der udtrykker sig i en næsten lige så ukendt rejsefælde kaldet Jesus, der påstår at han har taget turen før…

Fra denne vinkel bliver livets svære valg, til en metafor om rejsen gennem livet, der kører sideløbende og sammenknyttet med rejsen mod Gud. Og Jesus er ikke længere togkonduktør som jeg tidligere nævnte, men forholdet til ham forstås måske lettere som forholdet til en studiekammerat, der er med dig gennem de svære valg og i det liv der leves og påvirkes af disse valg.