Det har før i tiden været almindeligt at tilføje “om Gud vil det”, efter at have givet udtryk for ikke blot sine ønsker, men også sine tilrettelagte planer. Vi kender det idag næsten kun fra film og bøger om oldtiden, hvor man sagde farvel til sine kære før rejsen i det man ikke vidste, om man ville ankomme sikkert. Naturens luner regerede, og med den tilføjede mulighed af at blive berøvet og efterladt undervejs, måtte det være tegn på Gud(erne)s beskyttelse, hvis man kom sikkert frem.
I dagens Danmark er naturen tæmmet, og procentdelen af rejser der ender ved et overfald drastisk faldet, og vi ser nu, at vi tager det som en selvfølge at vi ankommer til vores destination. Faktisk har vi så stor tiltro til vores samfund og teknologiske kunnen, at vi har svært ved at acceptere, at det kæmpe maskineri bag togets rettidige afgang nødvendigvis må bryde sammen til tider. Hvis man da kan kalde det sammenbrud, at når mit tog igår fx blev forhindret i at tage storebæltstunnelen grundet et uheld, så stod der med det samme busser klar til at fragte mig over broen, hvor et nyt tog modtog mig, og jeg kom i alt en time senere hjem.
Det slog mig fornyligt, at denne forandring i vores mentalitet omkring at rejse, må have ændret den måde hvorpå vi forstår metaforen om, at vi er på vandring med og henmod Gud; og at vi kan være på vandring med hinanden. Rejsens oprindelige iboende islæt af dynamik, mod, og at se sin egen dødelighed i øjnene; at leve med at man muligvis ikke når frem, hvis ikke Gud vil det, er blevet afløst af noget helt andet. Tager vi ikke ankomsten for givet, og forholder os mere til rejsens komfort? Hvis vi er på rejse med Jesus og han er vores togkonduktør, hvordan forholder vi os så til uregelsmæssigheder og forsinkelser? Mon det er noget anderledes og mere omhandlende vores rettigheder som forbrugere, end hvis han fx er vores kort i ukendt terrain; eller vores lys på skovstien; eller vores ven på backtracker tur ned gennem europa?
