Nu er ordet så selvfølgelig blevet fuldstændig devalueret i min omgangskreds, og igår blev jeg så konfronteret på en irsk pub over en god øl om, hvorfor jeg stadig sagde tingene var hyggelige. For hvis det blot var hyggeligt, lød argumentet, så kunne vi lige så godt sidde hjemme hver for sig i en stol og læse en bog i starinlysskær. Så det tænkte jeg lidt over…
Svaret endte med at være todelt. For den ene part, så vil jeg gerne udtrykke taknemmelighed over venskabet som allerede nævnt. Men for den anden part, så kunne jeg pludselig ikke ryste den tanke af mig, at jeg brugte et udvandet ord for at slippe for at tage stilling, for ikke at melde ud hvad jeg virkelig mente om aftenen.
Når jeg tænker nærmere over det, så laver jeg den manøvre ofte. Hensigten er uden tvivl reel nok. Jeg vil gerne vise mig fra den bedste side. Jeg vil gerne dem jeg møder det godt, så jeg trækker mine egne særheder til mig, gør min egentlige holdning privat (så privat at jeg ofte ikke selv kender den), og møder verden som et poleret verdensmenneske, der vil alle det godt. Sådan som en god kristen bør! Eller hvad?
Jeg mister mig selv i det, kan pludselig føle mig ensom i mine relationer, fordi ikke alle ser igennem det første lag af venlighed, og endnu værre, så er jeg tenderende til at være uægte overfor mine relationer. Er venlighed, høflighed og imødekommenhed et godt udtryk for kærlighed? Skal jeg acceptere at mine handlinger sårer mennesker, fordi jeg vil insistere på at være mig selv, når jeg oplever i situationen, at jeg har et valg om lade være med at såre?
Disse tanker vælder frem i mig og det er svært at skelne selviskhed og væren fra hinanden. Svært at se andet end distance i kærligheden der udtrykkes på bekostning af sig selv, men endnu sværere at se kærligheden udtrykke sig uden villighed til at gå mennesker i møde.
Kærligheden tro i sandhed, sandheden tro i kærlighed.
Er det ikke meningen at det skal være en balancegang? At det skal være svært?
I øvrigt godt at se dig tilbage på bloggen…
Transglobale grønlands-hilsner
stefan