Jeg er en løsningernes mand. Jeg møder et problem og fremsætter en løsning. Jeg lytter til et hjertes gråd og leder det beroligende hen til en løsning. Jeg kommer til kort, men finder så en løsning og kommer så alligevel ikke til kort. Løsningernes mand kommer aldrig helt til kort.
Jeg stræber efter altid at handle rigtigt for hvordan kan nogen stille sig tilfreds med at stræbe efter mindre? Jeg lever som om der ingen forskel er på ideel reaktion og min egentlige reaktion. Kan jeg overhovedet kende forskel når forskellen er uendelig vigtig? Kender løsningernes mand overhovedet til den virkelige verden, hvor menneskelige og uflatterende reaktioner bor? Kan jeg acceptere hvem jeg er, eller vil jeg kun vedkendes hvem jeg stræber efter at blive?
Skrevet af Stephan Viftrup @ 20:57
1 Kommentarer (Tilføj din!)
1 Kommentarer
At 12:23 PM, Carsten sagde…
Jeg kan kende mig selv i det du skriver. Jeg løser også gerne andre folks problemer. Sagen er bare at de ofte bare har brug for en der vil lytte, ikke letkøbte forslag til en løsning.
