Strøtanker

Det skulle tage mig 30 min at hente bryllupsinvitaitoner, men det hele blev så mærkeligt at jeg fik lyst til at skrive en historie om det. Verden er bare noget større en den man selv har skabt.

�Verden er god og dejlig� tænker jeg, mens jeg kl. 16.30 slentrer ned af min gade mod S-toget. Jeg lytter til min yndlingsplayliste jeg har kaldt bærbar spiritualitet på min ipod, så jeg tager det køligt da jeg ser at toget netop kørte for næsen af mig. Skidt, der er andre måde at komme til hovedbanen. Jeg stiller mig i kø ved bussen, der skal køre mig hen til en anden s-togslinje, for ikke at vente 20 min her. Jeg har nemlig kun 25 til jeg skal afhente mine bryllupsinvitationer ved trykken.
Jeg ender med at dagdrømme og stÃ¥r et stop for sent af. Og pÃ¥ vej tilbage mod den nye s-tog st. Ser jeg en knallert vælte pÃ¥ den tankstation jeg passerer. Skal jeg hjælpe den halvgamle mand? Jeg har lyst, men konkluderer at sÃ¥ nÃ¥r jeg i hvert fald slet ikke at hente invitationerne. SÃ¥ min barmhjertighedsgerning mÃ¥ vente. Jeg har mere lyst til at gøre kæresten glad ved at gøre noget hun ikke forventer. Men igen ser jeg netop toget køre for næsen af mig, og i samme sekund jeg husker at bussen 1A ogsÃ¥ kan bruges, ser jeg ogsÃ¥ A bussernes karakteristiske vertikale linje pÃ¥ bagenden af en bus pÃ¥ vej mod hovedbanen…
Hvad så nu? Stadig ovenpå synes jeg det lidt komisk, så jeg er allerede begyndt at øve mig på at fortælle historien videre. Mit publikum griner og jeg ser dorte for mig spørge om jeg så gik tilbage til knallerten, da nu alle transportmidler var brugt de næste 10 min. Så det gør jeg, og bryder ud i et stort smil, da det går op for mig at jeg vist mest gjorde det for at beskytte min gode historie fra at blive overtaget af historien om manglende samaritaner-gen.
Men han havde allerede fået styr på det, så jeg går tilbage og fanger med det samme et ekstra tog, der åbenbart kom lige efter. Så planen er tilbage i kurs. Lige indtil toget standser før hovedbanen af ukendte grunde. Tiden tikker og jeg kommer først ud på hovedbanen 10 før trykkens lukketid.
På vej ud mod min sidste bus, ser jeg en smart teenager med et stort display i hans bælte, hvor på der løber tekst henover. Menneskemængden er meget farverig i både beklædning, kulør og graden af velsoignerethed og jeg tænker at dette er et godt sted at studere mennesker. Da jeg kommer ud til holdepladens er min bus lige kørt, og der står 5 min til næste afgang. Jeg tager mig selv i at studere en piges beklædning, der er mig så beynderligt sammensat af mærkelige genstande fra genbrugsbutikken, at jeg ikke kan lade være med at forsøge at skabe mening i den. Men hvad der gør denne sammensætning brugbar og ikke kikset er mig en stor gåde.
En anden bus ankommer og presset fra mængden der vil ind og ud er så stort, at jeg, som den største person tilstede, bliver ført frem og tilbage på det lille fortov.
På slaget lukketid ankommer bussen, og det er derfor omsonst at tage med den. Nu er det om at bruge tiden fornuften i de næste halvanden time til jeg skal hente min mor på banegården. Så jeg vandrer ind i banegårdshallen igen for at finde mig et bord hvor jeg kan slå min bærbare computer op og skrive videre på et dokument der ligger på nettet.

PÃ¥ vej ind gÃ¥r jeg forbi en mindre ulykke. Falck er ved at samle en bevidstløs mand op fra gulvet de har givet drop. Jeg tænker pÃ¥ knallertmanden… men her var der vel ikke brug for min hjælp. Langsomt gÃ¥r jeg forbi de smÃ¥ butikker inde i hallen og leder efter en plads. Det gÃ¥r langsomt for opgaven trækker ikke helt vildt. PÃ¥ vej ud fra en cafe, der lugtede underligt og i øvrigt ikke havde nogen ledige borde, er jeg ved at støde ind i en gammel kvinde med rullator. Jeg kanter mig forbi hende og ved en andens foragrede udbrud, opdager jeg til min skræk, at hun stÃ¥r og brækker sig ud over rullatoreren. Her er chancen for at gøre noget godt i dag alligevel, men bræk udover en gammel dame er mere end jeg lige kan hÃ¥ndtere i hovedet. SÃ¥ jeg nøjes nogle skridt længere fremme med at stjæle et blik tilbage pÃ¥ hende. Hun stÃ¥r lidt forvirret og forsøger at tøre noget af det af med en serviet.
Den stille melodiske musik i høretelefonerne ligger sound-track til min tur til trykken efter bryllupsinvitationer. De andre lyde afdæmpes og jeg genkender mig selv som tilskuer til banegårdens egen historie som den fortæller med barneskrål, ringetoner, informationsbeskeder godt blandet med den almindelige summen. Livet udspilles på fuld drøn omkring mig mens jeg leder efter en plads at sidde. Jeg finder den endelig, men min bærbare finder ikke noget gratis internet, og da jeg nægter at betale kan jeg ikke lave det jeg skal.
En mand kommer forbi med et Mc. Donaldsbæger og beder høfligt om nogle penge til mad. Jeg siger desværre, for jeg har aldrig nogen kontanter på mig. Det gik først op for mig bagefter, at jeg bare kunne købe ham maden, da jeg jo sad på et cafeteria. Nu synes jeg for alvor at jeg har spildt min tid, hvilket forstærkes af, at jeg allede havde spildt eftermiddagen ved at være doven derhjemme.
SÃ¥ kommer der en mand hen til nabobordet og tager fyrfadslysestagen. Da han bøjer sig ned for at tømme stagen for dets indhold, fÃ¥r jeg fÃ¥r pÃ¥ en Ã¥ben øl i hans baglomme. Med noget mere snarrÃ¥digt end jeg har udvist idag, fÃ¥r han løst et af hans problemer idet han møjsommeligt tørrer det indre af. PÃ¥ hans udseende konkluderer jeg, at han er lige har skaffet sig et glas til hans øl…
Jeg smiler høfligt et fortroligt smil igen til den siddende mand ved nabobordet. Hvad hjemløse ikke gør, betød det sikkert.
Det hele har været så komisk og tragisk at jeg tænker at nu må jeg skrive stikord ned for at få det hele med i historien. Den bliver god! En af dem man kan fortælle mange gange og i mange forskellige sammenhænge. Den får særlig kvalitet af at være lidt selvkritisk, hvilket gør den nemmere at fortælle uden at virke selviscenesættende.
Men jeg sidder nu med en dårlig fornemmelse i maven, der nok alligevel er den egentlige grund til at jeg skriver. Det er som om turen efter brylllupsinvitationer fra trykken fik ændret destination til Damaskus, og på vejen lå mange såret folk, men det lykkedes mig aldrig rigtig at vise barmhjertig over for nogen.
Hvor har mit liv og mine problemer dog lidt at gøre med verden omkring mig, tænker jeg da jeg er ved at blive færdig med skrive denne tekst. Der er stadig nogle minutter til min mor ankommer med toget, og jeg overvejer om ikke jeg skulle skynde mig at få lidt mad.