Praktisk:
Jeg tænker for meget… jeg vil for meget… jeg har for store forventninger til min evne til at fokusere. Mit personlige udtryk spiritualitet har for tiden meget med at gøre at indse og acceptere dette, og sÃ¥ tage mindre skridt af gangen. Det vil fx sige, at jeg søger at fokusere pÃ¥ en helt enkelt ting, og bruge hjælpemidler til at holde mig fikseret pÃ¥ denne ting, sÃ¥dan sÃ¥ jeg kan grunde over den, bede over den, og hente kraft fra den. Og nÃ¥r sÃ¥ mit fokus driver væk, sÃ¥ bliver jeg kaldt tilbage af mit hjælpemiddel.
Fx sÃ¥ har jeg lavet mig en playliste med sange med et enkelt budskab eller slet intet og sÃ¥ tager jeg budskabet helt seriøst. Fx Strength of my Life med P.O.D som jeg tidligere har nævnt. Det vigtigste er at jeg finder hjælpemidler (lyric,sange,billeder,løbeture,samtaler…) der “løfter mit hjerte til/mod Gud” (fandt en god difinition af bøn her linje. 5-6). Faktisk sÃ¥ bliver det ofte for meget at skifte sang, fordi denne sang lige nu er blevet til et hjerterÃ¥b, og sÃ¥ skal jeg pludselig skifte fokus. Derfor finder jeg det godt med rigtig mange instrumentalnumre. (Deraf kommer nok ogsÃ¥ følelsen nÃ¥r fokus skifter i lovsange efter hinanden til en gudstjeneste)
Derudover er jeg også blevet mindre ambitiøs når det kommer til indoptagelsen af ny sandheder. Fx læser jeg pt.
“Passionate Church” (Mike Breen, Walt Kallestad)
og selvom jeg har læst bogen flere gange har jeg ikke lært de ufattelige gode sandheder den indeholder. SÃ¥ nu har jeg sat mig for at grunde over “halvcirklen” (en enkelt sandhed) i 2 mÃ¥neder kun. Og Kun den. Heller ikke andre bøger læser jeg for at indlære sandheder.
Hvis jeg om 2 måneder virkelig forstår at leve denne sandhed ud, så har jeg nået langt længere end 20 bøger jeg kun læser for at forstå den interlektuelt. Min hjerne kan måske følge med, men mit paradigme, mine handlingsmønstre tager tid at forandre og forny.
Teoretisk:
Hvis du er ved at blive træt af alt denne læsning, så spring denne del over:)
I min søgen efter praktisk spiritualitet har jeg måttet sande at det har været svært at holde fokus på det praktiske fordi spørgsmål konstant rejser sig af mere teoretisk/teologisk karakter. Derfor blive mine strøtanker nok lidt mere rodet end jeg bryder mig om, men så igen, så er de jo tænkt som et offentligt arbejdsværelse.
Anyway. Jeg oplever i min hverdag at jeg har svært ved at koncentrere mig når jeg læser i bibelen, beder eller fx hører en prædiken. Og det er såmænd ikke fordi at jeg generelt har svært ved at koncentere mig. Men når det kommer til at være åben for Gud, at lytte til hvad der rører mit hjerte, så kræver det en �indre stilhed�, som står i kontrast til den realitet af summen og aktivitet mit hoved er fyldt af. For hverdagen er fyldt med ting jeg ikke kan ligge fra mig, og som forbliver i mit hoved. Valg der skal træffes, men som ikke er blevet det endnu. Valg der er truffet, men som jeg ikke har forliget med endnu osv.
Hartmund Rosa til byder en analyse af vores opfattelse af at tingene accelererer og viser hvordan teknologiske vindinger accelerer samfundet, der forsøger at justere dens effektivitet efter de nye muligheder (tag fx offentlig digital forvaltning). Denne omflytning på det sociale og de sociale institutioner accelerer igen vores �pace of life� idet vi forsøger at forstå og agere i et samfund på speed.
Han fortsætter med at analyse forskellige former for DE-acceleration midt i dette og bruger fx retreats, klostrebesøg og meditation som eksempler på deacceleration. Udover dens videnskabelige tilgang giver dette også mening på commensense planet (det er derfor teorien er forholdvis nem at forklare essensen af), og det får mig til at tænke på hvordan min kirke og min spiritualitet placerer sig. Skal vi byde ind med mere acceleration for at leve op til samfundets tilbud? kan mennesker holde til at blive udfordret, sat til ansvar, være ledere, selv høre fra Gud osv konstant i menigheden? Eller skal vi blive et pusterum, et 3rd space, en de-accelererende del af et hæsblæsende liv og pege hen på et fixpunkt, Gud?
