Måske har vi svært ved at finde nye udtryksformer, fordi vi er mere optaget af de gamle former for deres egen skyld fremfor deres formål?
Andagten har sin utvetydige traditionelle legitimation, uanset om man synes at man får noget ud af det. Vi er opflasket med at 30 min om dagen i afsondret bøn og bibellæsning ikke blot gavner, men nærmest er en nødvendighed for et sundt Gudsliv (spiritualitet). Nye former har ikke denne tilskrevet legitimation i sig selv, men fra deres resultater. Så hvor man før ikke behøvede (nødvendigvis) at forstå og tænke over andagtens resultater, da traditionen fortæller at den virker, så må man nu forholde sig til resultatet. Dermed også mere konkret hvilke resultater man ønsker sig og hvori muligheden ligger, og ikke ligger for målinger af resultatet.
Og her bliver nødvendigheden af en større pluralitet af udtryksformer evident. For der er jo en lang række af spirituelle resultater som vi tilstræber:
- Tilbedelse / taksigelse
- Nærhed / samvær – dwelling in house of God. (salme 27)
- Angre
- Bede om hjælp
- Høre Guds stemme – vejledning
- tilegnelsen af viden om min tro??!
- Inderliggørelsen af sandheder – blive mere lig Jesuss
Og dernæst kommer så de udtryksformer hvis objekt ikke er Gud, men er min næste
- Velsigne – forbøn – intersection
- vise omsorg – næstekærlighed – tage dig af fattige og enker.
- vidne
Den traditionelle andagt har, som den altid har haft, potentialet til at opnå flere af disse resultater, men de kommer ikke af sig selv. Hjertet bagved bliver essentiel idet vi ser i øjnene, at ydre konformitet, iform af de “rette” handlinger motiveret af pligt eller skyld, er præstationsreligionens sandhed, men ikke er mere værd end den hule skal af kultur som samfundet vender sig fra. Udgangspunket må altså være vores reele søgen efter Guds nærhed og sandhed, og formen må underlægge sig dette ønske og ikke omvendt.
Interessante tanker. Tror du har ret i at den daglige andagt på 30 min er noget som sidder dybt i os. Nok også for dybt og ensidigt.
Nøøj, hvor jeg glæder mig til at du poster noget mere om emnet…
Det er rigtig godt set, Stefan, men vil det ikke være sådan, at man ofte ikke kan se resultatet selv? Derfor må man vel også have det element med, der hedder tillid til (eller tro på), at “andagten” rent faktisk gør noget ved en, selvom man ikke lige kan se, føle, mærke det. Måske er en måde at “måle” resultatet på, om man ikke længere er så fokuseret på hvilken effekt “andagten” har på en selv, men mere hvordan Gud og næsten får en større betydning for en.
Mikael: Ja jeg er i hvert fald flasket op med at have dårlig samvittighed, hvis ikke ‘andagten’ var på plads
men er på den anden side, fik 8 og er ovenud lykkelig faget taget i betragtning. Så nu varer det ikke så længe.
Stefan: Har været til eksamen i et fag der bryster sig af navnet “Viden”, så du kan nok se, at det taget lidt tid at læse op til
Lasse: Tror du har ret i elementet af tillid/tro i den forstand, at man dage famler efter at give udtryk for kærlighed til kæresten, såvel som til Gud. Der er valg og tro en vigtig faktor. Faktisk tror jeg egentligt ofte at vi bliver som C.S lewis “surprised by Joy” fordi ægte forvandling kommer fra Gud, og ikke fra min anstrengelse. Jeg må søge Gud, så finder han mig. Og hvis ikke andagten bliver en søgen efter Gud, men noget andet, som fx at læse en (u)interessant bog (alt efter humøret), så er det lige meget.
Med risiko for at gentage mig selv: Nøøj, hvor jeg glæder mig til at du poster noget mere om emnet…