Strøtanker

Vi afviser, modsætter, tager afstand, sympatiserer og opfordrer, men umindskeligt lidt dialog bliver skabt. I krisen om jyllandsposten og muhammed, ytringsfrihed og hellighed tales der, så vidt jeg ser det, fuldstændig på forskelligt sprog. Trods oversættelser og formuleringer hvor muhammed og Allah den barmhjertige indgår.
Vestens primære sprog handler om forståelse, at sætte sig i den andens sted og fortælle “Nu forstår jeg hvorfor du handler som du gør, og når jeg ser din situation forstår jeg det godt. Det har jeg respekt for. Kan du have respekt for at jeg tænker anderledes?”.

I mellemøsten og den kultur vi ser der idag, og ser vidnesbyrd om i bibelen, er der en helt anden kultur. Den er langt mere kropslig. Kong David i gl testamente, rev sit tøj af og hev i sit hår for at vise næsten en hvilken som helst følelse. Når han angrerede, når han var vred og såret, og så vidt jeg husker også når han var ekstatisk glad. Vi ser den samme form for kropslig og handlingssprog idag i mellemøsten. Det er ikke nok at tale om tingene, man må vise det fysisk hvad man mener. Kun sådan kan æren bliver oprettet. Men vi skal ikke langt tilbage i vores egen tid før vores adel tænkte ligeså. En enkel æreskrænkning og man måtte gøre klar til pistolduel ved daggry.

Tegningerne var en handling, en provokation. Siden har vi praktisk talt kun snakket. Hvordan kan vi tale deres sprog på en måde der indgår i dialog? Er det muligt eller må vi vente på at de synes de selv har oprejst deres ære eller at der sættes “krigs” foran “handlinger”?

Technorati Tags: Jyllandsposten, Krig, Muhammed, Dialog