Ved et besøg på en blog man ikke helt kender, kan man godt føle lidt at man, lidt uvelkomment, er dumpet ned midt i en privat samtale. Så man sniger sig langsomt langs væggen og prøver ikke at lave nogle lyde, prøver at være fluen på væggen. Pludselig bliver der sagt noget interessant, som man selv har en mening om, og man skal lige til at sige noget, men så igen. Hvad kan man selv sige af interesse, og de kender jo mig slet ikke!
Ved et andet besøg, så kommer den samme følelse over en, men man fik alligevel lyst til at skrive en kommentar, og fra det øjeblik at ejeren af bloggen har svaret igen, så er man ikke længere fremmed, men en del af samtalen. Man er blevet inviteret ind hos ind person, der måske kunne gå hen og blive en god ven.
Jeg håber at samtalerne her ikke virker for private, og at du vil bryde grænsen og skrive en kommentar når det falder dig ind. Velkommen!
Selv om jeg ikke altid svarer igen håber jeg da at folk bare blander sig i min blog, jeg syntes det er hyggeligt når folk skriver.
Bestemt. Men det er nu altid en god ting at byde en ny gæst velkommen.
Kender godt fornemmelsen; at folk ikke tør… Jeg har haft mere end 4000 unikke hits gennem tiderne – og kun en 3-4 håndfulde som har turdet ’sige’ noget. Jeg skal kun tænke over det faktum et par gange før jeg tager det som en uafviselig kritik af mine indlæg – så det tænker jeg ikke på
Nej lad være med det
Gør som mig, forestil dig at folk ikke er komfortable med at kommentere fremfor at de gør en tjeneste ved at holde deres kritik for dem selv 
Godt gæt, jeg er selv forbeholden overfor at skrive i andre folks blogge, men jeg gribber denne invitation til at skrive her. Som en af dem der en gang i mellem, på ingen måde dagligt, falder forbi her.
Velkommen til Steffen. Så er vi både Stephan Stefan og Steffen
Det er altid dejligt at få et “ansigt” på en der læser med. Giver også muligheden for at se hvad de mon selv skriver hos dem.
jeg takker.
Navneforvirringen er total!
Et sandt væld af gode navne