Et spørgsmål jeg stiller mig selv før nogen anden kan nå det er, hvorfor denne blog? Hvorfor denne udstillen af mere eller mindre relevante tanker? Er det endnu et narcissistisk projekt, et behov for opmærksomhed?
Muligvis, men der ligger et yderlige aspekt. Et ønske om ansporelse og drivkraft til at skrive mere, der kan hentes i offentlighedens bevågenhed; Idet selvom ingen rent faktisk læser hvad jeg skriver, så har de stadig muligheden, hvilket i mit hovedet forpligtiger. Videre sagt, jo mere jeg reklamerer for denne blog, jo større forpligtigelse!
Det forekommer mig nemlig at rygraden til at gøre det man i virkeligheden gerne vil med sit liv, helt uden anden motivation eller forpligtigelse end virkelyst og evne, er en sjælden gave for nogen, og for andre noget de kæmper for at opnå hele deres liv. Og jeg har den ikke. Efter nu gentagende gange at have indset at heller ikke denne gang, lykkedes det mig at opnå denne rygrad, har jeg i stedet sat mig for at vikle mig ind i forpligtigelser omkring de ting jeg ellers gerne ville, for så måske på den måde alligevel ikke at forspilde mit liv på adspredelse.
Med ord fra en anden tidsalder og familieopfattelse 
“Ethvert Menneske faar i Livet tildelt saa megen Sorg og Glæde, som udfordres til hans Kræfters Opvækkelse. Held den, der faar sin Lod af Sorger tildelt i store Masser, at de ligesom en høj Tragedie kunne løfte hans Aand over det smaalige. Den, der faar sin Lod tilmaalt i Smaaportioner, er bestemt til at være liden; thi kun i stor Kamp dannes Helten. Et Liv, hvis største Lidelser bestaar i brukne Naale, passer sig for Kvinder, og tildeles mest Kvinder.”
- PM. Møller, 1821
Trods min uendelige taknemmelighed over et fredfyldt liv, er det mig en pine at indse at min ånd, kun i korte glimt kan løfte sig over det smålige, som den ellers plasker rundt i. Hvad med dig? Gør du det, du godt ved du helst ville?
