Mennesker der har udstået en stor sorg eller smerte synes at være blevet mere reflekteret i processen. Det de har at sige, er ofte mere vedkommende og rørende. Og har man som mig et ønske om at skrive noget der netop er vedkommende, så kan man næsten blive fascineret af denne smerte, som synes at skabe drivkraft og relevans.
Ensom skribent. Lidende helt. Sådan som smerten kan se ud i et rigtig godt sort/hvid close-up af et menneske i sorg, bliver det smukke ideal. Samtidig bliver lykken nærmest en forræder idet den trækker tankerne ned fra højderne og lader dig hvile i det umiddelbare.
Det er jo nærmest helt grotesk. At fristes til at ønske sig mindre lykkeligt, bare for at kunne sige noget relevant. Og hvor kommer overhovedet ønsket om at producere noget fra, om ikke for at skabe lykke også for sig selv? Det er blevet idylliseret på samme måde som at blive helt i en krig. Dem der rent faktisk bliver det, ønsker det ikke for sig selv eller sin fjende at have gennemlevet det samme som dem. Hvorfor tror jeg så til tider at JEG ønsker mig det?
Skrevet af Stephan Viftrup @ 01:00
1 Kommentarer (Tilføj din!)
1 Kommentarer
At 11:25 PM, Anonymous sagde…
“Ønskværdig smerte?” Den depressive poet, den psykotiske kunstner eller den melankolske filosof… Om end de alle har noget “at ville i verden” på vegne af os alle, så kan jeg ikke komme udenom tanken om et valg, ansvar eller kald det blot handleevne. At noget smerte vælger jeg selv til, fordi jeg ikke kan tro på lykken…Eller bare ikke vælger at tro på den… Hvorfor skulle den lykkelige poet ikke kunne “ville verden noget” på vore alles vegne. Intet er så opløftende som glade, favnende og nærmest lykkelige mennesker. De oplyser de rum, som de går ind i, mens melankolikeren og den depressive fortærer alt lys og alle glade smil. Jeg tror, at vi har en ansvar, og et valg som vi skal bære, som vi i jagten på den “ønskværdige smerte” fravælger. Jeg mener selvfølgelig, at mennesker kan udsættes for stor sorg og smerte som ikke er et valg, men stadig har vi handleevne i forhold til denne. Ligesom jeg har handleevne til at tage ansvar for mit eget liv og for “at ville verden noget”.
