I de første mange indledende faser af et bekendskab af enhver art,
synes vi at kredse omkring hinanden Рopsat p̴ se alt det gode i
personen, netop fordi vi lige har opdaget alt det gode der er. Det er
ikke, at vi ikke kan se de dårlige eller mindre heldige sider, men vi
ønsker at bære over med dem, så vi bagitaliserer dem, for os selv og
for personen, når denne selv brokker sig over sine kommen til kort.
Vi bærer over med ting, fordi de vejer så lidt i forhold til alt det
fantastiske, men også fordi vi selv ønsker at være fantastiske. Vi
ønsker at kunne favne den andens ’shortcomings’ – at være store
personer. Altsammen i den bedste mening og med ønsket om det perfekte.
Men midt i dette så mister vi intimitet i længden, hvis ikke vi
gradvist holder op med det. Det forhold der skulle være dybt, bliver
i stedet hult, idet vi slet ikke lærer hinanden at kende. Vi
forholder os til idealet om den perfekte anden, ved at vedligeholde,
hvad vi tr   or, er det perfekte jeg. Samtidig fastholder vi den anden i dennes fejl, ved at bagitalisere disse, i stedet for at bakke op om ønsker om forbedring.
Så, hvad så? Skal man fokusere på det dårlige og påpege hver en fejl?
Nej, men man skal være tro overfor, hvad der er godt og sandt, og hvad
der er forkert og bør arbejdes på. Hvis ikke vi erkender sammen, at vi
gang på gang kommer til kort, så er vi dømt til at forblive i de
samme problemstillinger. Og vores venskaber og kæresterier er dømt til
ikke, at blive det forhold hvori vi udvikler os, og bekender os.
Tilbage står så vores familie eller vores Gudsforhold, men også disse
ligger under for samme lov om ægthed.
