Eller “Fra min hardisks bekendelser II”. Skrevet efter at have boet i KBH i et Ã¥rs tid.
Hvad ved jeg egentligt om livet? I min egen forståelse af verden, føler jeg og giver jeg udtryk for, at jeg har stor forståelse. Men siden jeg er flyttet til København er jeg blevet konfronteret med aspekter af livet, som jeg ellers kun har betragtet på afstand. Livet er ikke den leg, som jeg næsten nåede at bilde mig selv ind. Ikke bare en udfordring, et strategispil man kan vinde. �you’ve been living in a dream world, Neo�.
Med alle mine egne mangler, så har jeg det som om, at jeg har haft en opvækst sådan som det var tiltænkt helt fra starten af, i hvert fald meget tæt. Min horisont er ikke stor nok. Paradoksalt nok, vil jeg også sige, at en for stor horisont tager ansvaret fra Gud, og lægger det alene på mig.
Hvordan forholder jeg man sig til mennesker hvis liv, er så meget mere kompliceret end sit eget? Hvordan møder man dem i deres problemstillinger, når man ikke engang fuldt ud var klar over at sådanne eksisterede? Hvilken taleret har man ind i deres liv, når man selv er blevet sparet for at stå i de valgsituationer som de har stået i? Hvordan kan man udrydde den snærende trang til fordømmelse, der kommer op i mig, som siger: �Så tag jer dog sammen!�
Og hvis det er rigtigt hvad jeg siger til mig selv om, at det ikke er mig, der skal være noget for folk med en stor bagage, men i stedet mennesker, der kan tale med, hvad er så alternativet for mig? Hvad er det jeg kan være for mennesker, hvis liv også er ukompliceret og som ikke bliver hjemsøgt af deres fortid? Hvad er det lige de overhovedet har brug for? Hvad har jeg brug for?
Skrevet af Stephan Viftrup @ 15:41
2 Kommentarer (Tilføj din!)
2 Kommentarer
At 7:11 PM, Simon (DK) sagde…
Hvad mener du med, at din horisont er for lille? Og i den sammenhæng, at en stor horisont tager ansvaret fra Gud? OK (undksyld) det er nok et par spørgsmål, der er store nok til et nyt indlæg:)
At 12:25 AM, Stephan Viftrup sagde…
hehe. Min horisont føltes for lille fordi jeg gik og troede at verden var et bedre sted end den er. Mange store problemstiller som mennesker kæmper med i deres sind, hver dag, havde jeg ikke noget begreb om kunne fylde sÃ¥ meget. Med min lille horisont, min egen “verden” sÃ¥ at sige, kunne sÃ¥ gÃ¥ at tro at man bare skulle gøre et ordentlig forsøg og sÃ¥ ville man med Guds hjælp komme igennem med det samme.
En for stor horisont, mener jeg, er når man ser hele verdens ulykke og tager ansvaret for det hele på ens skuldre. Derved tager vi faktisk ansvaret fra Gud. Det er Gud der har en plan, han holder hele verden i hans hånd. Det jeg kan gøre er at følge hans vilje for mit liv. Gøre det der er indenfor min rækkevidde.
