Jeg ved godt om mig selv, at jeg er meget idealistisk. Det skal forstås på den måde, at jeg har en ide om hvordan jeg bør og ønsker at være. At der i enhver situation er en ideel måde at reagere og handle på. Når nogen gør mig opmærksom på at jeg gør noget forkert eller uhensigtsmæssigt, så forholder jeg mig til det og forsøger at ændre det, så jeg gør det rigtige eller det �gode� i den type situation også.
Jeg har altid set dette som udelukkende en god ting, at jeg handler sådan og har været glad for at jeg oprigtigt ønsker at være og blive den bedste person det er muligt jeg kan blive.
På det sidste er det gået op for mig, at jeg faktisk ikke altid forholder mig til hvordan jeg i virkeligheden er, men i stedet kun hvordan jeg godt kunne tænke mig jeg var. Altså at jeg i en ubehagelig situation kun forholder mig til hvordan jeg gerne VIL reagere, og så reagerer jeg sådan uden hensyn til hvordan jeg i virkeligheden har det. Det skal ikke forstås så radikalt, at jeg ikke ved hvornår jeg føler mig ked af det eller trådt på, men at ønsket om at reagere konstruktivt alligevel kan fremmedgøre mine følelser til en grad.
Men hvad betyder det så? Hvis jeg accepterer at jeg bare er mig, og hvordan jeg reagerer instinktivt i en given situation, har det en klang af at jeg stiller mig tilfreds med at gøre dårligt eller ondt nogen gange. Og det ville jeg ikke. Så jeg må lytte til mig selv noget mere for at forstå og for at mærke mig selv, uden samtidig at acceptere at jeg skal forblive hvad jeg ser i mig.
Skrevet af Stephan Viftrup @ 18:34
6 Kommentarer (Tilføj din!)
6 Kommentarer
At 4:23 PM, Mikael Kongensholm sagde…
Sjovt nok. Jeg er udpræget realist. Synes den udprægede idealisme er naivt og alt for “jordfjernt”. Jeg er dog ogsÃ¥ klar over at jeg som følge af at jeg er realist har en tendens til statisk og stillestÃ¥ende accept af tingenes tilstand. Men jeg er overbevist om at der er brug for begge dele i verden og i menigheden. Jeg er sÃ¥ nok bare en af dem som kommer med det realistiske og sammen med de idealistiske, sÃ¥ kan det hele blive forenet til en højere enhed! 
At 5:42 PM, Stephan Viftrup sagde…
Ja der er helt sikkert brug for begge dele, da de hver især rummer deres begrænsninger og muligheder. Og så er det i øvrigt ret svært at gå fra at være det ene til det andet.
At 6:11 PM, Mikael Kongensholm sagde…
Ja.. spørgsmålet er om det overhovedet er muligt?
At 7:56 PM, Stephan Viftrup sagde…
Ja. Tænker på om en ekstrem situation ville kunne gøre en idealist bitter i stedet. Altså fx ved stort tab der efterlader følelsen af meningsløshed, hvor idealisten før havde mening.
At 12:02 AM, Mikael Kongensholm sagde…
Ja, det skal være en ekstrem situation. Jeg har haft en del diskussioner med en af mine gode venner om det her, og haft en situation med vedkommende hvor det bare var så tydeligt for mig at den idealistiske løsning på den situation var så meget dårligere for alle parter end den realistiske. Men det kunne ikke overbevise vedkommende. Egentlig fair nok at man ikke sådan lige rokker sin overbevisning.
Så ja, det skal nok være en ret ekstrem situation.
Jeg kan jo bare for mig selv spekulere på om jeg kunne blive idealist og hvad der i givet fald skulle til.. jeg tror også der skulle ret stærke sager til.
At 12:13 PM, Stephan Viftrup sagde…
Der er nok også forskellige måder at være idealistisk på og helt klar nogen der kun er ødelæggende. Fx at være idealistisk om at ØNSKE det bedste, og så til at TRO at alt allerede er godt. Og den første del, som er den gode af dem, tror jeg godt realister kan og bør lære. Deri ligger meget drivkraft til ikke bare at stille sig tilfreds med tingenes tilstand. Men hvordan den slags paradigmeskift sker er nok kun stærke sager som du siger. Kan heller ikke selv komme det nærmere.
