Igår fik jeg en SMS fra en god ven jeg ikke desværre ikke ser så tit:
Det værste tidspunkt for en ateist er, når han virkelig er gudsbenådet taknemmelig og ikke har nogen at takke.
Måske er det ikke lige noget jeg tænker på i hverdagen, men det er egentligt en stor ting, altid at have en person at rette sin taknemmelighed og glæde hen imod og dele den med. Også når glæden ikke har sin rod i mine medmennesker.
No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)
