Fra min harddisks bekendelser
Efter at have skrevet “Kende eller kendskab” fandt jeg dette jeg har skrevet for et års tid siden om at leve autentisk. Det er længere end det jeg plejer at skrive men er, tror jeg, også et udtryk for en frustration som mange oplever, og derved relevant.
Hvad er “Projekt ET LIV”? Det er biproduktet, og dermed en mindre væsentlig del, af en indre proces. En proces der kæmper for at komme i gang, men som oftest bliver tilsidesat. Den drives af mit eget inderlige ønske om at leve et autentisk liv. Et liv, hvor der ikke føles at være nogen overgang mellem tro, kirke, Gud og hverdag, venner og livsstil.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg deler dette ønske med mange kristne. Ydre kristendom, isolerede handlinger såsom kirkegang, tjenester i kirken osv. bliver til en sovepude. Hvis bare det er i orden, så er alt klaret. Det er selvfølgelig ikke hvad vi prædiker eller måske endda heller ikke hvad vi bevidst tænker, men vores handlinger viser at vi tilfredse med dette. Eller for bare at snakke på mine egne vegne; jeg ved at jeg mit kristenliv bør bedømmes på hvordan min tro udmønter sig i handlinger når jeg er alene. Alligevel er mit andagtsliv ikke-eksisterende, jeg lovsynger kun når jeg falder over en sang jeg virkelig godt kan lide og beder så sjældent at jeg kan føle mig utryg når jeg gør det sammen med andre.
Det virker helt håbløst, men på den anden side fremstår jeg i kristne kredse netop som en der har styr på mit liv. Jeg har ingen åbenlyse synder, der skuer folk i øjnene. Jeg holder af kirkearbejde, og har ofte engageret mig i forskellige ting. Jeg elsker det intellektuelle forarbejde, der gøres i kirken og udmærker mig ved at komme med gode input. Jeg skriver i blade om hverdagsvisdom, som ligger mig på sinde.
Jeg har gode venskaber og mange bekendte. Jeg har let ved at få nye venner. Min familie elsker mig og jeg elsker dem. Mit studie er interessant og udfordrende. Jeg bor godt, tjener godt på et godt arbejde. Mit liv synes på mange måder at gå helt som det skal. Alle ydre ting er på plads eller på rette vej.
Dog sidder jeg og skriver alt dette. Alene det bør være vidnesbyrd nok om, at jeg synes at jeg mangler noget mere. Jeg er utryg ved situationen. Jeg er opmærksom på, at den person som så meget af min ro og fred er baseret på, synes at ville have noget andet end det jeg giver ham. Jesus vil ikke have alle disse ydre ting men noget indre.
Jeg har en ide om at dette indre er noget med at tage alt det som Gud står for med i hverdagen, men det er mig uklart hvad det indebærer. Er det at handle efter kristne værdier? I så fald, så mener jeg at jeg allerede har styr på det i det omfang et syndigt menneske, der stadig kæmper for at blive mindre syndig kan være det. Det forekommer mig, at det handler om at vidne om Gud, men jeg har svært ved at forlige mig med tanken. Det må da være noget mellem mig og Gud, der mangler? Læser jeg for lidt i bibelen? Beder jeg for lidt? Er det meningen med livet? Det jeg er sat på jorden for at gøre. Hvad end det er jeg er sat på jorden for at gøre, så må det være det samme som det jeg ikke ved om jeg har styr på. For gør jeg dette, så gør jeg jo netop som jeg skal. Jeg vil gerne løbe efter sejrsprisen, men har svært ved at finde ud af reglerne. Skal jeg bare leve et godt liv og takke Gud for det? Is that it? Eller er der noget mere?
Selvom jeg ikke er samme sted som dengang, så har jeg stadig ikke svaret på det spørgmål jeg stillede dengang. Har du?
Skrevet af Stephan Viftrup @ 21:55
2 Kommentarer (Tilføj din!)
2 Kommentarer
At 8:23 AM, Hyldgaard sagde…
Har heller ikke svaret på spørgsmålet, men har respekten for enhver der tør stille sig selv det.
At 11:11 AM, Stephan Viftrup sagde…
Det er faktisk ikke så svært at stille sig et svært spørgsmål, som det er at vedblive med at kæmpe for at få svaret og ikke stille sig tilfreds før. Vil jeg mene 
