Jeg sad foran en hjemløs i bussen sent en aften. Han var påvirket af flere ting uden tvivl, og nu overtrådte han den almengyldige lov om at passe sig selv og sit i bussen. Konstant pludrende, halvt i vildfarelse, talte han ud i luften indtil han bestemte sig for at ryge. Da han samtidig gjorde flere passagerer utrygge ved at henvende sig direkte til dem, vendte jeg mig om for at trække hans opmærksomhed hen til mig.
Beskidt tøj, stort blåt øje og en ligegyldighed inde bag. Han var ude på ballade. Et forstyrrende element og jeg tog det som min pligt at sørge for at holde ham i skak, da buschaufføren på gebrokken dansk havde givet op. Nok mest for udfordringens skyld.
Og så midt i alt hans tågesnak synes han pludselig blive mere nærværende end han havde lyst til. �Når jeg står af bussen skal jeg gå og gå igen, men hvorhen? Jeg er så træt af at gå uden at vide hvorhen.� Min fascination af ham, som uden tvivl var det der fyldte mest i mig, veg for en pludselig forståelse og nærmest sorg.
Intet mål. Knap nok en del af livet. Kun gennem at være provokerende i en bus blev han lagt mærke til. Hjemløs både på krop og sjæl.
