I’m walking on this path of mine
faithfull to the dreams i have
only to the extent of my will’s strengh.
I stumble often and hard but try
to be hopefull for I know that my God will
lift me again. In my weekness He is strong
and therefore my weekness should be my
greatest asset.
My standards are high for i expect of me
great things.As do others, so their eyes
beam when the look at me. For my
inheritance is big and appearance
convincing. Expectations. Mine and theirs.
In those lies my greatest fears.
Failure. No one to blame but me.
A devestating thought.
/Stephan 2001
No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)
[...] Jeg lagde mærke til det fornyligt, i forbindelse med nogle tanker om prioriteringerne i mit liv. Det gik op for mig, at ved siden af at prioritere forkert, så var jeg næst efter mest bange for at sætte mig mellem for mange stole. Forsøger jeg at gøre for meget med mit liv, så bliver hvad jeg gør måske gennemsnitlig, almindelig. Det fik mig videre til at tænke på, at hvis mit liv blev for almindeligt, så ville jeg heller ikke gøre nogen speciel forskel. Og det er nok min største frygt. At blive givet meget og så give middel tilbage. Men ved nærmere eftertanke, er det jo en gammel frygt. [...]