Hvis poetens formål er at give ord for smerten og frustrationen i os alle, så har poeten et reelt problem hvis han er for glad. Eller hvis skribenten, der bare godt kan lide at skrive og gøre sig tanker om stort og småt, pludselig kun tænker på et, eller nærmere en, så har han samme problem.
Skrivestop.
Men så alligevel ikke, for det er ikke fordi der ikke er nok af tanker der går gennem hovedet. De virker bare så lalleglade og ikke særlig reflekteret. Det forholder sig nemlig sådan, at man ved kritik og spørgsmål tilsyneladende hæver sig distancerende op over verden og beskuer den, mens tilfredshed, enighed og svar lader verden vinde og gør dig lille.
Med få utilfredse ord lyder man nemt klog, sværere er det at skulle spilde sit hjerte ud omkring et, eller nærmere en, som nu fra skribentens side synes slet ingen fejl at have. Med ene rosende ord ender man ud med slet ikke at sige noget, men udtrykker bare partiskhed for et, eller nærmere, forelskelse i en.
