Midt i hverdagens gøren og laden, dens flydende overgang mellem kaos og kosmos alt efter om problemer for tiden synes at blive løst eller hobe sig, går det pludselig op for mig, at et altafgørende valg skal træffes. En erkendelse spreder sig om, at tiden nu for evigt vil blive delt op i to dele, et før og efter dette tidspunkt.
Foran står et mål, et formål, der dybt nede i sjælen og hjertet giver en genklang af at være skabt lige til og for mig, som afhang målet og min egen eksistensberettigelse indbyrdes af hinanden. Og en stor glæde og ønske om at opfylde dette formål fylder mig op og alt andet der er sket i mit liv, synes pludseligt at kunne relatere sig til dette mål.
Men bagved sniger sig den dystre vished om, at hvis jeg sætter alle sejl ind for at nå dette mål, og ikke når det… Så ville det være mit livs største fiasko, og jeg ville vide at da tiden kom for mig, slog jeg ikke til. Og resten af mit liv vil gå med at gennemleve denne tid igen og igen i hovedet. Jeg var bare ikke god nok.
Valget skal tages. Skal jeg forfølge målet, der nu træder ud af drømmenes dis og tårner frem foran mig, stort og visionært? Eller skal jeg dukke mig, søge skjul og bortforklaringer, der skal overbevise mig selv om, at det sikkert ikke kan lade sig gøre, og hvad forskel ville jeg egentligt kunne gøre alligevel?
Skrevet af Stephan Viftrup @ 01:13
2 Kommentarer (Tilføj din!)
2 Kommentarer
At 1:25 AM, Stephan Viftrup sagde…
Tror egentligt at den type valg kommer flere gange. Måske bare på forskelle områder af ens liv. Om det så er selvrealiseringen, kærligheden, kaldet eller jobbet.
Enig?
At 1:28 AM, Kevin Nordmand Andersen sagde…
Jeg er helt enig – og kan sagtens genkende situationen op til et sådan valg.
Jeg har den heldige egenskab at jeg ofte træffer dem ret spontant – og så derefter bruger en masse energi på at følge de valg op.
Du formulerer det fedt – og lige i øjet.
