Der kan komme et tidspunkt i løbet af en dag, hvor der kan ske et holdningsskifte. Kommer det, kan man oftest fornemme, at det har været undervejs mange gange i løbet af dagen, men man ville ikke være ved det, ville hellere rette sit fokus væk. Man erkender, at det egentligt hele tiden har været der, som en mislyd blandet ind i musikken. Oftest kommer det om aftenen, når dagens gerning er gjort, og forpligtigelserne er væk, ikke mere at beskæftige sig med. Vennerne er gået hjem, konen tidlig i seng. Måske først når aftenens film er overstået. Så er det som slog lynet ned.
Følelsen er varierende, kulde ned af ryggen, endeløs sug i maven, halsen strammer til, blikket flakker. Verden virker pludselig mere fjern, tiden synes at stå stille. En uro breder sig. Gamle sår i sjælden bryder op og følelsen af mistro tager over. Tankerne har magten, magten til at stoppe vanviddet, magten til at tilføre den manglende mening, manglende formål, men tankerne vil ikke styres, og spørgsmål hobes op. Med en kraftanstrengelse, styrket fra tanken om endnu en søvnløs nat, skrues der op for anlægget og tv’et. Endnu en arbejdsopgave løses, en tur løbes gennem byen, indtil udmattelse melder sig ud på de små timer. Den ligger sig som en tæppe og dæmper lydene og tankerne. Et forsigtigt tankeforsøg forsøges, bare for at checke, det er der stadig, uløst men nu uden kraft, for nu…
Skrevet af Stephan Viftrup @ 23:02
1 Kommentarer (Tilføj din!)
1 Kommentarer
At 1:14 PM, Stephan Viftrup sagde…
OK, så skønlitterært er ikke mit mest veludviklet sprog 
Har prøvet at give udtryk for to følelser, som jeg kan få meget pludseligt, og som ændrer forholdet til alt andet imens…
