Der kan komme et tidspunkt i løbet af en dag, hvor en af hverdagens oaser dukker op midt i, hvad der måske kan føles som en ørkenvandring gennem livets gøren og laden. For nogen kan det være efter aftensmaden, eller når de er hjemvendt fra arbejde. For andre først senere på aftenen, måske ved 9-tiden, når fjernsynet viser aftenens film. Har man travlt, kan det endda være, at det først indtræffer sent på natten, når forventningerne til dagens dont er enten er indfriet eller lagt til side.
Så, lige pludselig, men alligevel ganske ubemærket sker det. Verden udenfor virker pludselig fjernere og mindre betydelig. Fortidens sår og fremtidens forventninger fortoner, mens nutiden knivskapt træder frem, som var tiden et billede og nutiden dets objekt. Der sænker sig en indre ro, der efterhånden som aftenen bliver gammel og byens larm fortager sig, nærmest kan mærkes i luften. Intet burde, intet pres, ingen forventninger. Kun tid. Stilhed og tid. Er man sammen med nogen man holder er, er det som om man pludselig er hinanden nærmere, kender hinanden mere intimt. Er man alene fortoner også alle relationer sig, og man efterlades med sig selv og sine tanker.
Her, hvor verden synes at stå stille, synes Gud nærmere hjertet som kom freden fra Ham. Her, hvor freden synes velsignet, bundfælles og fæstnes livets sværeste beslutninger helt nede i dybet af hjertet. Her og når kærligheden skaber samme stemning, gives de mest lidenskabelige kys.
