Det kan være meget sundt at give sig selv tid til at overveje hvad motiverne er bag en given handling man foretager sig. Man finder ofte ud af, at mange flere ting spiller ind end hvad man måske så fromt gik og troede. Spørger man fx hvorfor giver jeg penge til nødhjælp, eller hvorfor jeg i virkeligheden går i træningscenter, så får jeg måske et svar jeg ikke bliver så glad for. Det giver så muligheden for aktivt at tage stilling til om man vil fortsætte. Men som alt andet godt, kan det overdrives så det bliver usundt. Noget jeg selv til tider er lidt for godt til. Jeg skaber dermed min egen motivsuppedas, hvori man ikke kan kende det ene fra det andet.
Det gik for noget tid tilbage op for mig, at hvad andre gjorde under lovsang i kirken, havde indflydelse på hvad jeg selv gjorde, Videre kunne jeg ikke længere klart se hvorfor man fx overhovedet fik noget ud af at rejse sig op under lovsangen. Noget jeg i øvrigt stadig er uklar omkring, selvom jeg kender til mange meninger om emnet. Jeg fik skabt mig selv en sådan motivsuppedas, der resulterede i, at jeg hellere ville lade være, end at gøre det af de forkerte årsager. Og sådan har jeg så haft det længe. Indtil i lørdags.
Der slog det mig, at motivjagten må stoppe på et tidspunkt, så at man ikke bliver handlingslammet og verdensfjendsk. Og sådan er livet ofte veje fra det ene ekstrem til det andet, lidt ligesom bowling, men med selverkendelsens mulighed for at få kuglen op af sidernes ekstremer igen; man må sende kuglen af sted med chance for at ryge i kanten, før man får muligheden for at tage kegler.
Skrevet af Stephan Viftrup @ 13:05
1 Kommentarer (Tilføj din!)
1 Kommentarer
At 10:41 AM, Studenterpræst sagde…
Hej Stephan
velkommen i “blogger-land” – glæder mig til at følge med i dine tanker
Jeg kender godt til “motivsuppedas” – det sucks.
der er meget man kan sige om lovsang, og alle vores ritualer – jeg tænker generelt at meget af det lovsang der spilles i kirken idag er total “kønsløst” det vil hverken det ene eller andet – hverken upbeat eller down-beat – det er oftest kopi af en kopi af en kopi – det profestiske, kreative og det som får os op at stå mangler….
Men hey “gør noget for første gang…” hvad med, at vi i stedet for at stå med løftede hænder på søndag, istedet smider os fladt ned på maven og bare nyder nærværet…
drop motivetsuppedasen – søg Gud, fordi han er Gud – er det ikke det historien fra (John 4) handler om – “tilbede i ånd og sandhed…?” det handler ikke om vi tilbeder Gud på det ene bjerg eller det andet (underforstået stå, sidde, ligge)
- en række strøtanker ud af ærmet
HH
