I poker bliver man nødt til at bytte sine dårlige kort ud i håb om en bedre hånd. Og meget pokeragtigt synes man også at måtte komme af med sine mindre konstruktive tanker, for dermed at gøre plads til mere oplyste af slagsen.
Mere konkret, så bliver man i processen om at tænke dybt ofte ret forstyrret af mindre dybe tanker. Petitesse-tanker der bliver ved med at presse sig på, til dyb frustration for den ambitiøse skribent, der ikke kan få sig selv til at skrive så små tanker ned. Og mon ikke kilden til mangen et skrivestop ligger netop her, og vi kender jo også selv løsningen i bare at skrive et eller andet, når essayet eller artiklen skal ligge klar i morgen. Så vi skriver en “kladde” siger vi til os selv, mens vi prøver at fortrænge den lille stemme bag i hovedet, der som djævlen på skulderen råber, at man lige har solgt ud og taget sig til takke med noget mindre.
Er man erfaren skribent klæder man så kejseren ud i et flot og smart, men dog indholdsløst sprog med masser af fremmedord. Dette er hvad man i poker kalder bluff, og hvad man med pengepungen hurtigt lærer om bluff i poker er, at indsatsen bliver højere jo større bluff for at virke, og at man kun succesfuldt kan bluffe så længe alle stadig tror du er på toppen. Her er svaret på hvorfor højt anerkendte forfattere kan skrive så ringe, hvis bare de får en blockbuster en gang i mellem.
Så altså, man sidder foran det blanke papir med sin håndfuld tankekort, og overvejer situationen. Den første indsats er allerede på bordet i form af brugte timer og håbefulde drømme. Tænk nu hvis man fik en Royal Straight Flush i form af en tekst ligesom man gerne ville have den, men et langt blik på kortene fortæller en, at det ikke lige ser sådan ud pt. Lort!
Det eksistentielle valg forekommer klart, men dog så uendelig svært at tage. Skal man folde, smide kortene, stille træskoene mens indsatsen er lav? Skal man tage sig til takke med de dårlige kort, og se om ikke man kan vinde en smule? Skal man mande sig op, finde vindersmilet frem, og bluffe sig frem endnu en gang, i håb om ingen kigger teksten efter i sømmene for egentligt indhold? Eller skal man spille det man har, og bede om en ny hånd. Ud med de mindre gode kort. Nedskrive de flyvske støtanker og vente på muserne tilsmiler. Indsatsen stiger. Tid. Omdømme. Drømme brydes. Man ved jo aldrig om den gyldne hånd kommer…
Jeg går med, og forhøjer yderligere med en strøtanke.
