Strøtanker

Omkring her hvor der er næsten er gået et år siden mit sidste indlæg, synes jeg igen at have nok på hjerte til at “tænde” for strøtankerne igen. Jeg er igang med at skrive mit speciale, og tiden nærmer sig for mange nye begyndelser. Jeg flytter snart til jylland og skal snart starte på arbejdsmarkedet. Det sætter givetvis gang i mange tanker, og nogle af dem er måske ligefrem interessant for andre. I hvert fald vil jeg gerne bruge tiden til at formulere dem.

Så velkommen tilbage til mig, og til dig hvis du har været her før!

Dette billede har jeg købt en kopi af for et par år siden, hængt i en flot ramme og for tiden hænger den på væggen i mit soveværelse, hvor jeg prøver på at huske at kigge på det, så ofte så muligt. Hvorfor? Jo fordi det giver mig lyst til at kæmpe videre med min egen drøm.

Jeg tror de fleste af os går og har en drøm om gøre noget bestemt, men ofte går vi og venter på, at noget skal ske før vi går igang – at tingene skal ligge sig til rette. Fyren her har opfyldt sin drøm på trods af omstændighederne. Det er sent om aftenen, han har stadig hans arbejdstøj på, men det er som om at han slet ikke ænser det.

Lige nu er jeg selv igang med at bygge min egen drøm, et stort projekt om et internetbaseret vagtskema webapplikation. Det er spændende, måske kommer jeg til at tjene mange penge, men det er også vildt “mind-blowing” for jeg er hele tiden er i tvivl om jeg nu er på rette spor – måske ender jeg med at have brugt et halvt år uden at tjene noget som helst. Det er som at famle sig frem med bind for øjnene, og når dagen er gået, så kan jeg mærke omkostningerne ved at vandre på ubetrådte stier: Jeg er voldsomt udmattet, selv på dage, der ikke burde være anstrengende. Det koster simpelthen energi at håndtere usikkerheden. Min kone, der forfølger sin egen drøm om at revolutionere den danske psykologi (skridt 1: få en ph.d.), oplever det samme, og vi kan så skiftes til at tale opmuntringsord til hinanden.

Det ville have været meget lettere at blive i de trygge rammer, og drømt drømmene uforpligtigende, liggende under dynen. Så hvori ligger livskvaliteten? I overskuddet til alle gode gerninger, der kommer af velkendte rammer? Eller i jagten efter de uoverskuelige drømme? Jeg er ikke sikker på at svaret er så let, men for mit eget vedkommende er jeg taknemmelig for et liv (og en kone), der giver mig muligheden for at række ud efter drømmene af alle mine kræfter. Så når jeg kigger tilbage, vil jeg enten kunne sige at det lykkedes eller at jeg gjorde det bedst mulige. Langt hellere det, end at ende med at sidde og filosofere over hvorvidt drømmen kunne lade sig gøre hvis bare jeg havde forsøgt.

Så er jeg kommet hjem fra årets apostolske sommercamp, stævnet i daglig indforstået tale, for 25. gang (jeg tror ikke jeg har misset et). Hjemme mødte vennernes medlevende spørgsmål: “Var det godt?”, “fik du noget ud af det?” og det fik mig selvfølgelig til at reflektere lidt – ikke mindst fordi jeg selv ikke er den sidste til stille spørgsmål til stævnets relevans.

Jo stævnet gjorde stort indtryk på mig. På godt og ondt stod der et særligt lys over netop dette stævne, da dette år mest har været præget af malakias processen* (se nederst hvis det ikke siger dig noget). Er vi på vej mod opløsning? Er det virkeligt umuligt for mennesker at forsone sig helt igen?

Gennem forskellige meget ærlige og direkte taler, omkring forsoning og omsorgsfulde relationer, kom vores “åndelige fædres” kamp frem i lyset og det mere og mere klart for mig gennem ugen, at her var der tale om mirakler. Guds indgriben ind i brudte relationer.

Ja så var der jeg selvfølgelig en masse struktur snak også, men selvom jeg selv synes den er vigtig, så er den dog intet at sammenligne med de tilsagn om opbyggelse og samvær med hinanden, samt gensidig underlæggelse under hinanden.

Lige nu står kirkens formål så strålende klart for mig – Hvem andre har hele menneskets forvandling som dets mål? både i evighedsperspektivet, men måske endnu mere lige nu og her, hvor menneskers liv kan være så mislykket på vidt forskellige måder. Der er kirkens verdens håb! Det tror jeg på. Findes der nogen større vision at give alt sin styrke til? – ganske udfordrende når man står og skal til at finde ud af hvad man vil med sit liv post-uddannelse.

*Malakias processen er en proces apostolsk kirke i år går igennem. Dens fokus er at det øverste lederskab har været splittet og at denne uafhængighed af hinanden har spredt sig ud i kirken, så den var ved at blive en del af vores dna. Men vores overbevisning, at fælleskab med hinanden og opbyggelse af andre, er selve essensen af det fællesskab vi er kaldet til at udleve. Derfor må der ryddes op og mennesker genforenes. Det tror vi på kan lykkkes i det vi ser vi alle har fejlet og at vi gennem troen på jesus kan møde hinanden, brudte men genoprejste og med forståelse for hinandens menneskelighed.