Feed on
Posts
Comments
Twitter is perfect for microblogging

Twitter is perfect for microblogging

So I finally realized that I can no longer pretend that Twitter and Facebook status updates are doing the same thing. Before I really got the twitter updates under my skin, I was no problem to have http:ping.fm update both twitter and facebook status at the same time. But as my post got more frequent, I became self aware about my facebook updates becoming the only thing that filled my profile effectively spamming myself and everyone i know. Thus the up till then dim distinction between status and micro blogging became clear to me.

Not everyone in your facebook friend list wants to hear what you are doing or any advice you have several times a day. So only major things goes the status update.

But I must say that i finally found a role for micro blogging. It has some clear uses. For people willing to hear that often from you, its quite fun to get the small details about their lives and thoughts. It doesn’t take much time to read or write, but still lets you get the feeling of being connected to your friends. That’s a big plus. More seriously, twitter and micro blogging lets you get small important, funny or urgent news from you work out to a listening audience. I have begun to work on the work flow of integrating twitter as a important part of the communication from my workplace, a NGO working with humanitarian help in Romania and other countries.

News about new donations, help needed, events held (or even prayer requests for the relevant segment) can reach people fast and let them feel connected to the work being done. The site will be up at http://ako-danmark.dk but is still in progress at http://sv-consult.dk/ako – go take a sneak peek.

I’m even working on a solution that will take the tweeds and make a digest mail that will be send to newsletter subscribers and a way of getting the tweeds scrolling over on site TV screens. Again a way of letting fast generated content connect to a broad segment of people related to the organisation. I’m really exited about it!

  • Share/Bookmark

Omkring her hvor der er næsten er gået et år siden mit sidste indlæg, synes jeg igen at have nok på hjerte til at “tænde” for strøtankerne igen. Jeg er igang med at skrive mit speciale, og tiden nærmer sig for mange nye begyndelser. Jeg flytter snart til jylland og skal snart starte på arbejdsmarkedet. Det sætter givetvis gang i mange tanker, og nogle af dem er måske ligefrem interessant for andre. I hvert fald vil jeg gerne bruge tiden til at formulere dem.

Så velkommen tilbage til mig, og til dig hvis du har været her før!

  • Share/Bookmark

Birth of a Dream

Birth of a Dream

Dette billede har jeg købt en kopi af for et par år siden, hængt i en flot ramme og for tiden hænger den på væggen i mit soveværelse, hvor jeg prøver på at huske at kigge på det, så ofte så muligt. Hvorfor? Jo fordi det giver mig lyst til at kæmpe videre med min egen drøm.

Jeg tror de fleste af os går og har en drøm om gøre noget bestemt, men ofte går vi og venter på, at noget skal ske før vi går igang – at tingene skal ligge sig til rette. Fyren her har opfyldt sin drøm på trods af omstændighederne. Det er sent om aftenen, han har stadig hans arbejdstøj på, men det er som om at han slet ikke ænser det.

Lige nu er jeg selv igang med at bygge min egen drøm, et stort projekt om et internetbaseret vagtskema webapplikation. Det er spændende, måske kommer jeg til at tjene mange penge, men det er også vildt “mind-blowing” for jeg er hele tiden er i tvivl om jeg nu er på rette spor – måske ender jeg med at have brugt et halvt år uden at tjene noget som helst. Det er som at famle sig frem med bind for øjnene, og når dagen er gået, så kan jeg mærke omkostningerne ved at vandre på ubetrådte stier: Jeg er voldsomt udmattet, selv på dage, der ikke burde være anstrengende. Det koster simpelthen energi at håndtere usikkerheden. Min kone, der forfølger sin egen drøm om at revolutionere den danske psykologi (skridt 1: få en ph.d.), oplever det samme, og vi kan så skiftes til at tale opmuntringsord til hinanden.

Det ville have været meget lettere at blive i de trygge rammer, og drømt drømmene uforpligtigende, liggende under dynen. Så hvori ligger livskvaliteten? I overskuddet til alle gode gerninger, der kommer af velkendte rammer? Eller i jagten efter de uoverskuelige drømme? Jeg er ikke sikker på at svaret er så let, men for mit eget vedkommende er jeg taknemmelig for et liv (og en kone), der giver mig muligheden for at række ud efter drømmene af alle mine kræfter. Så når jeg kigger tilbage, vil jeg enten kunne sige at det lykkedes eller at jeg gjorde det bedst mulige. Langt hellere det, end at ende med at sidde og filosofere over hvorvidt drømmen kunne lade sig gøre hvis bare jeg havde forsøgt.

  • Share/Bookmark

Så er jeg kommet hjem fra årets apostolske sommercamp, stævnet i daglig indforstået tale, for 25. gang (jeg tror ikke jeg har misset et). Hjemme mødte vennernes medlevende spørgsmål: “Var det godt?”, “fik du noget ud af det?” og det fik mig selvfølgelig til at reflektere lidt – ikke mindst fordi jeg selv ikke er den sidste til stille spørgsmål til stævnets relevans.

Jo stævnet gjorde stort indtryk på mig. På godt og ondt stod der et særligt lys over netop dette stævne, da dette år mest har været præget af malakias processen* (se nederst hvis det ikke siger dig noget). Er vi på vej mod opløsning? Er det virkeligt umuligt for mennesker at forsone sig helt igen?

Gennem forskellige meget ærlige og direkte taler, omkring forsoning og omsorgsfulde relationer, kom vores “åndelige fædres” kamp frem i lyset og det mere og mere klart for mig gennem ugen, at her var der tale om mirakler. Guds indgriben ind i brudte relationer.

Ja så var der jeg selvfølgelig en masse struktur snak også, men selvom jeg selv synes den er vigtig, så er den dog intet at sammenligne med de tilsagn om opbyggelse og samvær med hinanden, samt gensidig underlæggelse under hinanden.

Lige nu står kirkens formål så strålende klart for mig – Hvem andre har hele menneskets forvandling som dets mål? både i evighedsperspektivet, men måske endnu mere lige nu og her, hvor menneskers liv kan være så mislykket på vidt forskellige måder. Der er kirkens verdens håb! Det tror jeg på. Findes der nogen større vision at give alt sin styrke til? – ganske udfordrende når man står og skal til at finde ud af hvad man vil med sit liv post-uddannelse.

*Malakias processen er en proces apostolsk kirke i år går igennem. Dens fokus er at det øverste lederskab har været splittet og at denne uafhængighed af hinanden har spredt sig ud i kirken, så den var ved at blive en del af vores dna. Men vores overbevisning, at fælleskab med hinanden og opbyggelse af andre, er selve essensen af det fællesskab vi er kaldet til at udleve. Derfor må der ryddes op og mennesker genforenes. Det tror vi på kan lykkkes i det vi ser vi alle har fejlet og at vi gennem troen på jesus kan møde hinanden, brudte men genoprejste og med forståelse for hinandens menneskelighed.

  • Share/Bookmark

Vores “lederteam” i Valby Frikirke gav hinanden den opgave at skrive en bøn til Gud for fællesskabet i kirken / i blandt os. Senere vil vi så skrive dem sammen til en fællesbøn som vi vil bede i den kommende tid. Her er det som lå på mit hjerte, og blev til mit bidrag.

Herre – Komme dit rige!
Lad det komme i og omkring mig
Må jeg i mødet med mine medmennesker være Dit riges ambassadør

Gør mig fri fra trangen til at fortjene din kærlighed
Brist enhver illusion i mig, der fortæller at jeg er bedre end andre!
Lad mig gennem din kærlighed til mig, møde andre som lige brødre.

Komme dit rige i mine nære relationer!
Hjælp mig, at jeg må se og fremelske det bedste i dem!
Må jeg vandre trofast ved deres side.
Må jeg lytte til Din stemme i deres.

Komme dit rige i de løse relationer og de nye bekendtskaber.
Hjælp mig, at formidle din kærlighed i det umiddelbare.
At jeg må se smerten og glæden hos mennesker og kende min plads i din vilje for dem.

I Jesu navn – Amen

  • Share/Bookmark

Hvis kompleksitet skal være vores udgangspunkt for samfundet, og ikke blot vores konklusion, må vi kunne svare på hvordan man navigerer i kompleksiteten. Udfordringen byder sig for alle, individer som fællesskaber. Vi må derfor kunne finde inspiration hos andre organiseringer, hvis vi også er refleksive over hvor vores egen situation er unik.

Min professer på studet Politisk kommunikation og Ledelse, Niels Åkerstrøm Andersen, har analyseret det offentliges organiseringsprincip af flere omgange, og jeg vil her trække nogen pointer frem.

Omstillingskarusellen
Det offentlige har konkluderet siden slutningen af firserne, at den ikke længere overordnet kan planlægge planlægningen af dens mange institutioner. Det går simpelthen for langsomt. Kort fortalt overgår den til et nyt ideal om omstilling.

Man skal være omstillingsdygtig på tre niveauer.

  1. Offenlig sektor niveau
  2. Organisationsniveau
  3. Individniveau

Der argumenteres ud fra følgende typer kommentarer: “samfundet ændrer sig stadig hurtigere (…) Vore opfattelser af verden må “rykkes” stadig oftere, og vi bliver hele tiden tvunget til at engagere os i og løs nye problemer (…) turbulensen er kommet for at blive.

Der udvikles derfor en forståelse om Omstilling-til-omstilling med Ovenstånde figur (udvikling_jatak.pdf- videnskabsministeriet 2006).

OBS: Tryk på det for bedre opløsning!

Individniveau
Dette får konsekvenser på forskellige vis alt efter hvilket niveau vi befinder sig på. På individ niveau skabes et billede af den ansatte som ansvarstagende fremfor ansvarshavende. Ansvar er ikke længere en positiv reaktion på en overordnet forventning formet som pligt. Ansvar bliver noget den enkelte medarbejder selv skal opsøge. Dermed opstår der helt et helt nyt sprog for medarbejderens værdi. Oven på det retslige (ansat/ikke ansat), pædagogiske (konstant læring) kommer der nu et kærlighedens sprog, der taler om i på hvilken måde medarbejderen “elsker” sin organisation. Dette kan man nemlig læse udfra hvilke initiativer medarbejderen selv tager. Men mere om det en anden gang.

Organisationsniveau
Her vil jeg gerne fokusere på organisationen. For organisationen handler det ikke om at reformere sig.

“At reformere sig er, at bevæge sig i en bestemt retning. Moderne forandringsledelse er noget andet;
Det drejer sig om at bevare evnen til at ændre retning“.
Forskellen ligger i at forandring ikke længere sker på bagrund af stabilitet, for det eneste de offentlige forvaltninger kan observere som stabilt, er konstant forandring og turbulens. Det er altså forandring med henblik på forandring som tilstand.
Forandringsledelsens udfordring er, at understøtte forandringer uden samtidigt at reducere mulighederne for retningsskift og nye forandringer. Ved den blotte udmelding af en bestemt forandring risikerer ledelsen at aflyse “omstilling til omstilling”slogikken ved at installere ledelsens udmelding som noget konstant. Noget en-gang-for-alle-forandret.
Kirken
Hvad kan vi i kirken bruge dette til? jo vi må først og fremmest holde øje med, at den måde vi leder på, først og fremmest gør kirken konstant omstillingsdygtig. Dette mener jeg egenligt er en relevant kritik af flere “emerging” tiltag, fordi de blot udbytter et stabilt kirkesyn med et andet. De bevarer ikke ders omstillingsdygtighed. Det er der ikke noget postmoderne i, og sådanne kirker må mere ses som overgangskirker.Det er også relevant i den foregående metaforsamtale (og her), hvor de metaforer vi benytter ledelsesmæssigt MÅ og SKAL fordre et konstant forandringsperspektiv. Det gør hverken templet eller husholdningen. Derimod gør vandrefælleskabet det vil jeg mene. Jeg kunne godt tænke mig mere konkret at overveje hvordan ledelse og discipelskab kan være i en omstilling-til-omstilling forståelse. Måske i har noget at tilføje?
  • Share/Bookmark

Thomas Willer har med udgangspunkt i Keld Dalmans tanker, sat gang i en meget relevant diskussion omkring, hvilken metafor kirkens selvforståelse bør ligge sig op af, men jeg vil gerne problematisere disse ud fra deres indbygget blindhed. Forhåbenligt vil det lede samtalen frugtbart videre.
Der fremlægges to metaforer, templet og husholdningen. De repræsenterer hver deres hovedæra i kirkehistorien. De marginaliserede tidlige kristne, der samledes i husholdingen. Den senere masseomvendte majoritet, hvis kulturelle centrum, templet, blev gjort til centrum for Gudsdyrkelse.

Den underliggende antagelse i samtalen hos Willer, der opregner fordelene ved de to tilgange synes at være noget lignende:

Graden af de kristnes marginalisering afgør det mest hensigtsmæssige organiseringsprincip

Gør den det? Jeg er enig i, at de kristne i DK er marginaliseret og at de værdier, der sættes under husholdningsmodellen (Fleksibel, innovativ, “lokal ejerskab”, lav kontrol, missional udgangspunkt, identitet primært gennem værdier og vision) er mere relevante for os idag (end dem under tempelmodellen: central styring, kvalitet, oplevelse af mange), men jeg mener dette af andre grunde.

Jeg mener at den grundlæggende antagelse der bør ligge til grund for organiseringsprincippet er:

Graden af kompleksitet afgør det hensigtsmæssige organiseringsprincip

kompleksitetFor det der gør værdierne i husmodellen attråværdig er deres evne til at håndtere kompleksitet. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så egner fx cellegrupper sig meget til at afmystificere det komplekse svar på et spørgsmål, sådan så det egner sig som ledetråd for ens liv. Der altså stadig stræben efter et fælles svar til forskel fra et relativt, men uden mit eget bidrag og refleksion forbliver svaret for mudret og irrelevant for mig. Hvilken model eller metafor er så bedst til at beskrive det? Det er et svært spørgsmål som jeg ikke har svaret på endnu. Hvis det gives.
Jeg er i hvert fald ikke så sikker på at disse to modeller fører os frem til der hvor vi gerne vil være. I hvert fald skal man være opmærksom på de tankemønstre man binder sig til ved at benytte dem.

  1. Som modeller er deres forudsætninger gensidigt udelukkende.
    Man kan ikke både være majoritet og minoritet. Så når diskutionen går på at vi må tage begge modeller med, så enten mistes argumentet om graden af minoritet og dermed samligningsgrundlaget, eller der gives afkald på den ene model. Er vi klar til det?
  2. Som modsætningsmodeller fanger de ikke nutidens kompleksitet, hvor mennesker med tæt lokalitet kan være i hver deres paradigme.
    Postmoderne og moderne i samme fælleskab. Fællesskaber på tværs af traditionelle frikirkeskel, forskellige uddannelseniveauer og subkulturer (såsom computernørder, hiphoppere osv.). Hver med differenteret vægtlægning på centrale ting som (graden af selvstændighed, tvivl, barmhjertighedsgerning, diskussion osv).

Jeg mener at vi må finde en måde at se kirken på, der indfanger det nutidige menneskets behov for at reducere kompleksitet. Sat på spidsen, så er det kun når dette lykkedes kirken, at den bliver relevant.

  • Share/Bookmark

Hvorfor åbenbarerer Gud sig ikke mere definitivt? Stefan har et godt citat om Guds tavshed, der tiltider kan virke frustrerende og ligefrem som et argument for hans manglende eksistens. Her et brudstykke af Stefans brudstykke
“Hvis Gud bare var interesseret i at bevise, at han er der, så var det selvfølgelig ikke noget problem. Det behøvede han ikke engang knipse med fingrene for. Ét ord fra ham, og verden ville skælve, eller der ville komme en sol mere på himlen, eller Rudkøbing og Roskilde ville bytte plads.

Men skal han vise ikke blot, at han er, men hvem han er, så er han nødt til at gå andre veje. Noget besværligere. Skal han vise, at han elsker os, så er det ikke så enkelt længere. Og det tager mere tid.

The Bible Jesus ReadFaktum er i hvert fald, at også bibelen er fuld af mennesker der råbte til Gud om at åbenbare sig, ikke holde sig skjult og give svar på deres spørgsmål. Jobs bog i den sammenhæng en fantastisk mulighed for at komme “bag scenen” og se ind i den åndelige dimension, som Job heller ikke er delagtiggjort i, før Gud til sidst sætter ham i rette.

Philip Yanceys bog “The bible Jesus Read” er en kanon gennemgang af bla. dette spørgsmål gennem Jobs bog.

  • Share/Bookmark

�stedet

Igår så jeg Åstedet i teatret. Den faldt ikke i min smag. Det var som om dens flotte lysopsætning og grænseoverskridende visualiseringer af konsekvenser af seksuel misbrug dækkede over, at den reelt set ikke satte noget problem under debat. Ej heller gav stof til eftertanke videre end at det var synd for de tre hovedpersoner, hvis liv så ekstremt var noget lort.Den gav intet håb om liv, forsoning eller tilgivelse. I stedet må man se sig udviklingspsykologisk predetermineret til sin fremtid. Alt afhænger af din opvækst. En kedelig tanke, der (fortæller min psykologistuderende hustru) heldigvis primært var dominerende i halvfemserne. Men er der håb om liv, forsoning og tilgivelse i vores eget liv? Jeg tror jeg ofte blander udviklingspsykologi ind i mine tanker omkring det. Alligevel… Har jeg intet selv at tilføje, er der ingen Gud der kan gribe ind i kausaliteten? Ja det tror jeg jo på, men det er nu ikke et let svar alligevel.

  • Share/Bookmark

Lukkede døre Jeg var i en tur i teatret for at se “lukkede døre” af Sartre. En stemningsfuld teateroplevelse om død og helvede.

Hvad er helvedet rent faktisk? Sartres bud er “de andre”. Altså simpelthen at man skal leve en evighed sammen med andre med samme karakter(brist) som sig selv. Det er jo en interessant vinkel, der virkningsfuldt blev malet op af de tre personer i skuespillet, der endte med ville dræbe hinanden (hvilket de som døde jo havde svært ved).

Man kunne samtidig måske sige at himlen er samme sted, bare i bedre selvskab? Det giver i hvert fald stof til eftertanke.

  • Share/Bookmark

Older Posts »